Dansker i Australiens virus-hotspot: 'Vi troede, vi var et skoleeksempel'

Der er erklæret katastrofetilstand i den australske delstat Victoria.

En cyklist passerer politifolk og soldater, som patruljerer gaderne i Melbourne. (Foto: William WEST © Scanpix)

De sidste par uger har australierne været nødt til at ændre deres selvforståelse, når det gælder coronavirus.

Landet så i lang tid ud til at have bremset udbruddet, inden det rigtig kom i gang, med konsekvente tiltag i marts og april.

Men sidst i juni begyndte kurven over nye smittetilfælde at stige igen på grund af et udbrud i Australiens næstmest folkerige delstat, Victoria.

Nu har landet som helhed flere daglige smittede end i foråret - næsten udelukkende på grund af udbruddet i Victoria.

- Her i Australien gik vi og troede, at vi var et skoleeksempel på et af de lande i verden, som klarede sig rigtig fint, fortæller dansk-australske Mik Aidt.

Mik Aidt bor uden for Melbourne i delstaten Victoria. (Foto: PRIVATFOTO)

Løbet løbsk

Millionbyen er ikke bare hovedstad i Victoria. Den er også Australiens coronavirus-hotspot netop nu.

- Australien var ret hurtig til at rykke ud og slå ret hårdt ned i marts og april, så der kom styr på tingene. Alligevel oplever vi inden for de sidste par uger, at et eller andet er gået galt. Nu er det jo nærmest løbet løbsk, siger Mik Aidt, der blandt andet arbejder som filmproducent og journalist.

De australske myndigheder har indført katastrofetilstand i delstaten Victoria. Der er blandt andet udgangsforbud i Melbourne om aftenen og natten i de næste seks uger.

- Når man ser politikere og myndigheder stå på tv-skærmen i særudsendelser og tale meget alvorligt om, at nu skal der slås ekstra hårdt ned, så føles det jo næsten som om, man var gået i krig, siger Mik Aidt.

Gaderne i Melbourne er næsten tomme søndag aften under udgangsforbuddet i byen. (Foto: ERIK ANDERSON © Scanpix)

Positiv oplevelse

Danskeren fortæller, at coronakrisen paradoksalt nok nærmest har været en positiv oplevelse indtil nu - netop fordi Australien tilsyneladende havde kontrol med situationen.

- Jeg kender ikke engang nogen, der er blevet ramt. Så det var egentligt mere en rejse, vi kom ud på, hvor vi lærte en hel masse, siger Mik Aidt.

- I det australske samfund har alle folk generelt haft rigtig travlt med at tjene penge og være sig selv nok. Der har jeg følt, at coronakrisen faktisk har været som et pust af noget nyt, og der har været en form for optimisme omkring, at når der sker den her slags kriser, så kan vi faktisk noget som mennesker.

- Så kommer mennesket frem i os igen, og vi begynder at bekymre os mere om hinanden. Det, synes jeg, har været en positiv oplevelse.

Den australske regerings graf over nye smittetilfælde viser tydeligt, at coronavirus er tilbage:

(Foto: health.gov.au)

Mangler sikkerhedsnet

Men nu viser coronavirusset sit sande ansigt. Mik Aidt er som de andre borgere i Victoria tilbage i lockdown med kraftigt begrænset bevægelsesfrihed.

Og det er markant mindre positivt end første gang.

- Jeg tror, at mange bliver skræmt, fordi det igen handler om penge. I Australien er der ikke den samme følelse af, at der et sikkerhedsnet under os.

Mik Aidt fortæller, at mange australiere har valgt fagforeninger og arbejdsløshedskasser fra.

- Men det betyder så nu, at der ikke er nogen penge. Når først staten begynder at sige, at nu har vi tømt kassen, fordi vi det sidste halve år har sendt milliarder af kroner ud for at holde hjulene i gang, så begynder folk virkelig at blive bekymrede og tænke: Hvad skal det her ende med?

Facebook
Twitter