Dansker i Beirut: 'Folk siger, at Libanon ikke længere har en hovedstad'

Amanda Flyvbjerg oplevede forvirring og panik efter gårsdagens voldsomme eksplosion i Libanons hovedstad.

Store dele af Beirut er medtaget efter gårsdagens eksplosion. Her ses havneområdet, hvor den store eksplosion fandt sted. (Foto: ANWAR AMRO © Scanpix)

- Det ser mildest talt ud, som om en borgerkrig har fundet sted i byen.

Sådan fortæller danske Amanda Flyvbjerg. Hun er journaliststuderende og befinder sig i Beirut, som i går blev raseret af en voldsom eksplosion, der har kostet mindst 78 personer livet og såret omkring 4.000.

Der er endnu ikke klarhed om, hvad der var skyld i eksplosionen, men Libanons præsident, Michael Aoun, siger ifølge BBC, at 2.750 tons højeksplosivt ammoniumnitrat blev opbevaret i en lagerbygning i havneområdet.

Da den enorme eksplosion rystede byen, befandt Amanda Flyvbjerg sig i sin lejlighed i bydelen Hamra, omkring fire kilometer fra eksplosionen ved byens havneområde.

- Først begyndte bygningen at ryste, og jeg tænkte, at det var et jordskælv. Efter nogle sekunder kom braget og trykbølgen, og alle vinduer i bygningen og min terassedør blev blæst ind, fortæller hun DR Nyheder.

- Umiddelbart efter var der kaos nede på gaden. Folk vidste ikke, hvad der foregik, og der var meget panik, fortæller Amanda Flyvbjerg.

Den voldsomme eksplosion skabte ødelæggelse i miles omkreds:

Her til morgen oplever hun en libanesisk hovedstad, der er fyldt med murbrokker og knust glas.

- Rigtig mange bygninger er ødelagt, langt de fleste bygninger i en stor omkreds har fået smadret deres vinduer, tage er faldet sammen, biler er eksploderet, og flere steder er bygninger styrtet sammen. Det er et meget voldsomt syn, siger danskeren.

- Der er skader overalt. Vi har fået at vide, at vi skal gå med hjelme, fordi der stadig er risiko for, at glas falder ned.

En land i knæ

Efter gårsdagens kaotiske tilstande er der i dag mere roligt i den libanesiske hovedstad, hvor der fortsat ledes efter døde og sårede under murbrokkerne, fortæller Amanda Flyvbjerg.

Amanda Flyvbjerg i det centrale Beirut her til morgen. (© DR Nyheder)

- Byen er faldet mere til ro, men der er stadig folk på gaden, der leder efter deres familier, fortæller danskeren, der oplever et land i sorg.

- Alle, jeg har talt med, siger, at Libanon ikke længere har en hovedstad, siger hun.

- De forsøger at stå sammen og åbner deres hjem for folk, der ikke længere har et sted at bo, siger danskeren, der fortæller, at kirker og moskéer i går begyndte at tage imod sårede.

  • Sådan så det ud i aftes hos en af Amanda Flyvbjergs naboer.
  • Her til morgen kan man tydeligt se skaderne fra gårsdagens eksplosion i det centrale Beirut. (Foto: Amanda Flyvbjerg)
  • Ødelæggelserne er tydelige flere kilometer fra ulykkestedet. (Foto: Amanda Flyvbjerg)
1 / 3

Nattens redningsarbejde er blevet besværliggjort af, at der mange steder i Beirut ikke er elektricitet. Landet har i en længere periode været ramt af en enorm økonomisk krise, der blandt andet betyder, at der mange steder kun er strøm nogle få timer om dagen.

Derfor er der frygt for, at gårsdagens eksplosion, som flere beskriver som en katastrofe, kan ende med at gøre ekstra ondt på et i forvejen presset land, der er håbløst forgældet.

- Alle, som jeg taler med, græder. De er i sorg, fordi de kan se, at et land, der allerede er i knæ, nu kommer til at være endnu mere i knæ, fortæller Amanda Flyvbjerg.

Eksplosionen skabte på kort tid store ødelæggelser:

Uden for kategori

Libanon har en blodig fortid bag sig med både krig, terrorangreb og borgerkrig inden for de nærmeste årtier. Landets borgerkrig raserede landet fra 1975 frem til 1990, mens blandt andet Beirut udviklede sig til en krigsskueplads under krigen mellem Israel og Hizbollah-militsen i 2006.

Alligevel siger flere af danskerens bekendte, der har oplevet landets blodige fortid, at de nuværende ødelæggelser er på et helt andet niveau.

- Alle folk, jeg kender, som har boet her under både borgerkrigen og krigen med Israel, siger, at det her ser fuldstændig sindssygt ud sammenlignet med det, lyder det fra Amanda Flyvbjerg.

Hun kommer i den næste tid til at bo hos en ven, indtil skaderne i hendes lejlighed er repareret, og bygningen er sikret.

Den industrielle havn i Beirut ligger tæt opad de tætbebyggede boligområder i hovedstaden.
Den industrielle havn i Beirut ligger tæt opad de tætbebyggede boligområder i hovedstaden.
Facebook
Twitter