Dansker i coronahærget Indien: 'Det er blevet et lotteri at finde en sengeplads på hospitalet'

I Indien går coronasmitten lige nu amok, og hovedstaden er lukket ned.

Coronasmitten tager til i Indien. I hovedstaden New Delhi mangler der blandt andet sengepladser og respiratorer. (Foto: AMIT DAVE © Scanpix)

Thomas Sehested går ingen steder. Han bevæger sig ikke udenfor en dør, og det kommer han formentlig heller ikke til at gøre de næste par dage.

For han bor i den indiske hovedstad, New Delhi, hvor coronasmitten lige nu er ude af kontrol og har ført til en uges nedlukning.

Men problemerne med at få bugt med smitten er ikke kun noget, der gør sig gældende for hovedstaden. For overalt i landet har smitten næsten tvunget sygehusvæsenet i en af verdens folkerigeste nationer helt i knæ.

- Det er skræmmende. I aviserne og på tv hører vi om hospitalsvæsenet, der er under ekstremt pres. Der er mangel på sengepladser, ilt og de basale ting, som et velfungerende sygehusvæsen kræver, siger Thomas Sehested, der er institutleder ved Dansk Kulturinstitut i Indien.

Anden bølge af coronavirusset er nemlig i gang, og den har fået smitten til at gå amok.

- Indtil for et par uger siden var situationen under kontrol, men så kom anden bølge af coronavirusset som en storm, lød det i går fra den indiske premierminister, Narendra Modi.

To coronapatienter må deles om en seng på et hospital i hovedstaden, New Delhi. (Foto: Danish Siddiqui © Scanpix)

Sengepladslotteri

Anden bølge har taget fat om Indien og sendt smitte- og dødstallene helt i vejret. I dag registerede man 2.023 coronarelaterede dødsfald, hvilket er det højeste på et døgn.

Og flere af landets hospitaler er under massivt pres på grund af de mange patienter, som man kæmper med at få plads til og give den fornødne behandling, da der både mangler respiratorer og medicin.

På en af New Delhis største coronaafdelinger blev patienter tidligere på måneden nødt til at deles om en seng, så der var plads til to.

- Min ven fortalte mig, at han bliver kimet ned af folk, der beder ham om gode råd til, hvor man kan blive indlagt. De har fætre, kusiner, onkler og tanter, der er syge, og vil gerne have en plads til dem. Det er blevet et lotteri at finde en sengeplads i New Delhi og Mumbai, siger Thomas Sehested.

Det er en særlig coronavariant, som lige nu florerer i Indien, viser de sekventerede prøver. Den har to mutationer, og man mener blandt andet, at den har været medvirkende til den markante stigning i smittetallet.

  • Kvinde, hvis mand er afgået ved døden på et hospital i Ahmedabad i Indien. (Foto: AMIT DAVE © Scanpix)
  • Coronapatient med iltmaske i en ambulance på vej til et coronahospital i Ahmedabad, India. (Foto: AMIT DAVE © Scanpix)
  • Pårørende der sørger over en afdød ved et krematorium i New Delhi. (Foto: Adnan Abidi © Scanpix)
  • Pårørende til en coronasmittet ude foran et lighus ved et hospital i New Delhi, der er hårdt ramt af corona. (Foto: Str © Scanpix)
  • Coronapatient i en ambulance. Hun venter på at komme i behandling på et hospital. (Foto: AMIT DAVE © Scanpix)
1 / 5

Samtidig er regeringen også blevet kritiseret for sin håndtering af pandemien. For det har været muligt at mødes til religiøse begivenheder, og på trods af den alvorlige situation har landets premierminister, Narendra Modi, holdt store vælgermøder.

På kulturinstitutionen, hvor Thomas Sehested arbejder, har man næsten lige sendt den sidste praktikant hjem for at pakke kufferten og rejse hjem igen.

Og selvom corona fylder, vækker det også bekymring hos ham, at hospitalerne er pressede for tiden. For det kan betyde, at man ikke kan blive behandlet andre former for sygdom eller problemer.

- Det gør det svært, at hospitalsvæsenet er tæt på at kollapse. For man skal ikke komme til at fejle noget som helst. Det er der ikke sengepladser til i øjeblikket, fortæller han.

New Delhi under lockdown

Siden mandag har der været nedlukning i New Delhi, hvor Thomas Sehested bor. Her skal man helst ikke forlade sit hjem, medmindre man har en god grund til det. Og det er også noget, som politiet holder øje med.

- Jeg var ude for at blive vaccineret mandag og skulle igennem tre forskellige polititjekposter, der kontrollerer, om man har et anerkendelsesværdigt ærinde, siger han.

Men Thomas Sehested har været klar til nedlukningen og er derfor forberedt.

- Jeg er sammen med min kæreste, og vi vidste godt, at der kom en nedlukning. Derfor købte vi godt ind i forvejen, og vi kan ellers få mad leveret. Foreløbig bliver vi bare indendørs, siger han.

Ifølge tal fra verdenssundhedsorganisation, WHO, er der siden pandemiens begyndelse registreret mere end 15,5 millioner smittetilfælde i Indien.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk