Danske Siris Hartkorn, der har et sikkerhedsfirma i Yemen, har opholdt sig i Yemens hovedstad, Sanaa, under weekendens kampe og er der stadig.
Efter at der har været heftige kampe i løbet af weekenden, fortæller hun nu, at der er en pause i kampene.
- Lige nu er der fred og ro, udover over de saudiske krigsfly, der stadig flyver hen over byen. Men ellers er folk vendt tilbage til gaden og en normal hverdag. Man skulle ikke tro, at for bare to dage siden var det her en krigszone, siger Siris Hartkorn.
Opholdet i kampene er skrøbelige
Siris Hartkorn mener dog ikke, man skal regne med, at opholdet i kampene nødvendigvis fortsætter.
- Man skal huske, at den normale tilstand i Sanaa er usikker. Det er en by, der har været bombet hver dag i to år. Det er en by uden mad- og vandforsyninger og uden strøm. Byen eksisterer kun på trods.
Saudi-Arabien blokerede i en periode ligefrem for nødhjælp til Yemen, efter at houthi-oprørerne sendte et missil mod den saudiske hovedstad, Riyadh.
Ekspræsidents død chokerer
I går døde den tidligere præsident i landet, Ali Abdullah Saleh, og det har chokeret de yemenitter, Siris Hartkorn taler med.
- For mange er det meget voldsomt, at han er død efter 38 år i yemenitisk politik. 38 år, hvor han har trukket i trådene, og nu er han altså væk, og det efterlader et stort tomrum.
Houthi-oprørerne hævder, at de dræbte Ali Abdullah Saleh, da han angiveligt var på flugt med kurs mod Saudi-Arabien.
Siris Hartkorn fortæller, at der nu hersker uvished om, hvordan fremtiden kommer til at se ud.
- De fleste spørger sig selv: ”hvad skal der ske nu”? Houthierne, den oprørsgruppe, der angiveligt dræbte Ali Abdullah Saleh, er glade, men for alle andre, betyder det her mere usikkerhed.
Yemen har været hærget af borgerkrig siden 2015. Både Iran og Saudi-Arabien deltager i den væbnede konflikt.