Dansker nær australske skovbrande: 'Det føles som at få en ildkugle i hovedet'

Indbyggere i det østlige Australien holder vejret, mens kraftige brande nærmer sig deres hjem.

En brandmand kæmper mod flammerne i Hillville i delstaten New South Wales. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Indbyggere på den australske østkyst står i dag over for skovbrande, der kan blive de værste i hele landets historie.

I delstaten New South Wales, hvor blandt andet Sydney ligger, er flere end 50 naturbrande i gang, og i dag er der lagt op til "katastrofal brandfare", skriver BBC.

I nogle områder ventes nemlig op mod 40 grader og voldsomme vindstød på op mod 60 kilometer i timen.

En af dem, der venter i spænding, er danske Karina Schmidt, som bor i en forstad til Sydney. Hun fortæller P1 Morgen, at der er to brande ude af kontrol inden for fire kilometers afstand af hendes hjem.

Hun er klar til at forlade området, hvis det bliver nødvendigt, men indtil videre ser det ud til, at hun kan blive.

- Vi holder vejret lige nu. Vinden skal tage til, så det er først nu, at det bliver rigtig slemt, og så tager vi den derfra, siger hun.

I store dele af Sydney og flere områder i New South Wales har indbyggerne fået besked på så vidt muligt at blive indendøre i dag på grund af "farlige luftforhold", skriver The Guardian.

I Sydney-forstaden South Turramurra er brandene rykket så tæt på, at myndighederne har nedkastet brandhæmmende pulver på flere huse.

Føles som at få en ildkugle i hovedet

Sune Foldberg er oprindeligt fra Nordjylland. Men det sidste halve års tid har han boet og arbejdet i Sydney.

Sune Foldberg arbejder for et transportfirma i Sydney. Hans chef er for nyligt gået i lære som frivillig brandmand for at hjælpe med at bekæmpe brandene. (Foto: (privat) © DR Nyheder)

Han bor tæt ved lufthavnen i én af de mange forstæder til storbyen. Lige nu er luften så fyldt med røg, at man knap kan se flyene lande.

- Røgen fra brandene vest og nord for Sydney lægger sig som en tyk tåge over byen, så luftforureningen er elendig. Det er så varmt, at det føles som at få en ildkugle i hovedet, fordi vinden nu tager til, og varmen kommer vest og nordfra, så det er helt vildt, fortæller han.

Den 26-årige nordjyde bor sammen med lokale australiere. Lige nu tager de det med relativ ro, men det bekymrer dem, at brandene er kommet tidligere, end de plejer, og at de er meget kraftige, fortæller Sune Foldberg.

- Der hvor jeg også bliver bekymret er, når de siger, at det er meget værre, end det plejer, og at det er mange flere brande. Når de lokale australiere begynder at blive bekymret, så bliver selv en nordjyde altså også lidt skræmt af det, siger han.

Har pakket fotoalbummer

Danske Mette Southwick har boet i Australien siden 1986 og bor 40 kilometer fra den nærmeste brand. Trods afstanden er det noget, der sætter sit tydelige præg.

Røgen er tydelig at se, himlen er nærmest orange, og der lugter af røg udenfor, fortæller hun.

- Det er næsten ikke til at forestille sig, siger danskeren.

- Det er meget ubehageligt. Jeg er heldig, at det ikke er på mit dørtrin, at det foregår, men man ved, at der er folk, der kæmper for deres boliger rundt omkring, fortæller Mette Southwick, som har forberedt sig på at lade sig evakuere, hvis det bliver nødvendigt.

Herunder ved at gøre pas, forsikringspapirer og fotoalbummer klar.

- Det hele er godt planlagt. Jeg ved præcis, hvordan jeg kan få det med og få pakket bilen sammen inden for en halv time, siger hun til P1 Morgen.

  • Lokale ser på røgen fra voldsomme brande nær Nana Glen 600 kilometer nord for Sydney. (Foto: William WEST © Scanpix)
  • Et skilt nær Richmond vest for Sydney advarer om katastrofale forhold. (Foto: DAN HIMBRECHTS © Scanpix)
  • Røgen kan ses i centrum af den australske storby her til morgen. (Foto: DYLAN COKER © Scanpix)
1 / 3

Har kostet menneskeliv

De seneste dage har de australske brandfolk kæmpet mod flammerne fra flere end 100 skovbrande i de østlige delstater New South Wales og Queensland.

I New South Wales, der er hjem for omkring seks millioner mennesker, er flere end 600 skoler blevet lukket, og folk i udsatte områder har fået besked på at lade sig evakuere.

Samtidigt har delstatens premierminister, Gladys Berejiklian, erklæret syv dages undtagelsestilstand.

Tre mennesker har mistet livet, og 150 ejendomme er ødelagt, efter brandene tog til i fredags. Myndighederne advarer om, at beboerne på østkysten kan stå over for "den farligste uge med skovbrand, som landet nogensinde har set", beretter BBC.

New South Wales er hjem for omkring seks millioner mennesker. Delstatens hovedstad er storbyen Sydney. (Foto: Maps4News)

Ifølge det britiske medie er det første gang, at der advares om "katastrofal brandfare" i Sydney-området.

Det højeste trin på beredskabsskalaen blev indført efter voldsomme brande i delstaten Victoria i 2009, som kostede 173 mennesker livet.

Australien plages af tusindvis af naturbrande hvert år.

Derfor foretages der året rundt kontrollerede brande for at komme af med brandbart materiale, mens tusindvis af frivillige brandmænd står til rådighed for at beskytte deres nærområder.

Artiklen er opdateret kl. 11.42 med billede og video fra Sune Foldberg.