Dansker på hospitalet efter jordskælv i Nepal

Borgerservice mangler stadig at få kontakt til et halvt hundrede danskere.

Redningsarbejdere arbejder på at hente tilskadekomne ud fra murbrokkerne efter lørdagens jordskælv i Nepal. (Foto: Carl Whetham © Scanpix)

En dansk kvinde er blevet indlagt på et hospital i Nepals hovedstad Kathmandu efter et voldsomt jordskælv lørdag.

Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservise til DR Nyheder.

- Vi har kun oplysninger om en enkelt dansker, som er blevet indlagt på et hospital i Kathmandu, siger chef for Udenrigsministeriets Borgerservice og Kommunikation Ole Egberg Mikkelsen.

Udenrigsministeriet ved dog ikke, hvor alvorligt det er.

- Vi har ikke nærmere oplysninger om vedkommendes tilstand, men vedkommende er i god behold, understreger han.

De pårørende er underrettet.

Knokler med at finde danskere

Den sårede dansker er søndag aften blevet fløjet fra en by uden for hovedstaden Kathmandu til et hospital i hovedstaden. Og den danske ambassade har endnu ikke selv snakket med vedkommende.

- Det er sket her til aften, og først i morgen har ambassaden mulighed for at besøge den pågældende, forklarer Ole Egberg Mikkelsen over for DR Nyheder.

Dagen er gået med at strege navne fra Danskerlisten - der er en opgørelse over danskere i Nepal - efterhånden som man konstaterer, at de er okay.

Søndag aften er listen reduceret fra cirka 280 navne til 61. Derfor er det opgaven de næste dage at komme i bund og skabe klarhed over, hvordan alle danskere i Nepal har det.

- Og det regner vi med, kan tage ganske lang tid, siger Ole Egberg Mikkelsen.

- Der kan være mange danskere, der opholder sig væk fra de store byer, og som vi derfor ikke kan komme i kontakt med, men det behøver ikke betyde, at der er sket dem noget.

Danskere, kontakt ambassaden

Dødstallet bare stiger og stiger, og søndag aften har det passeret 2500 ofre. Derudover er mere end 5000 savnede og endnu flere hjemløse.

Derfor sover mange på gaden, og gadekøkkerne skyder op mange steder rundt omkring i Kathmandus smalle gader, haver og parker.

Natten til søndag sov 30 danskere i ambassadens baghave.

Ole Egberg Mikkelsen opfordrer de danskere i Nepal, man mangler at komme i kontakt med, til at kontakte ambassaden i Kathmandu på telefon 44 44 40 43 og embdenmark@gmail.com eller Udenrigsministeriets Borgerservice på telefon 33 92 11 12 og bbb@um.dk.

Facebook
Twitter