Tema Krigen i Syrien

Dansker skal redde civile i Aleppo: Jeg ved det er farligt

- Vi er forberedt på, at der lige pludselig bliver skudt på os, eller at der falder bomber rundt omkring os, siger Khalid Alsubeihi.

Alle seks ambulancer, som Khalid Alsubeihi og de andre frivillige skal bruge, har været klar til afgang mod Aleppo i næsten tre dage, fortæller han. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

I en lille by, godt 20 kilometer fra Aleppo, venter den danske nødhjælpsarbejder Khalid Alsubeihi på at kunne køre mod Aleppo med seks ambulancer.

OM KHALID ALSUBEIHI

Khalid Alsubeihi er til dagligt formand for Viden om Islam på Gadeplan (VIOMIS)

VIOMIS er drevet af frivillige krafter og lever af donationer

Donationerne går til ambulancer, containere til tøj og andet til nødhjælpen i Syrien

Khalid Alsubeihi har flere gange været genstand for kritik. Bl.a. efter han har opfordret unge mennesker til at yde nødhjælp i Syrien samt for to gange at invitere en kontroversiel imam til Danmark.

Sammen med otte andre frivillige venter han på grønt lys til at kunne evakuere civile fra den krigshærgede by.

De er alle klar til afgang, og ambulancerne har de fyldt med alle de redskaber, som skal bruges til en evakuering af rystede og hårdt sårede civile.

Det fortæller Khalid Alsubeihi på en skrattende telefonforbindelse fra Syrien.

- Vi kan jo forvente det værste. Det er folk, der er totalt smadret. Det kan for eksempel være, de er blevet skudt, har granatsplinter i kroppen, eller har ligget under ruiner, siger han.

I venteposition

Khalid Alsubeihi fortæller, at han og de andre otte frivillige har været klar til at rykke ud i næsten tre dage for at redde civile ud fra Aleppo.

- Vi er på standby, men vi klar er klar med vores seks ambulancer til at rykke ud med det samme, lige så snart vi får besked fra koordineringsholdet.

Det er ambulancer som denne, som Khalid Alsubeihi og hans frivillige skal bruge, når de skal evakuere sårede civile fra Aleppo.

Ifølge Khalid Alsubeihi har koordinationsholdet fortalt konvojen, at de skal køre til distriktet Khan al-Assal i Aleppo, hvor evakuering vil foregå.

- Vi har lige fået at vide, at vi ikke skal samle os på ét sted af frygt for, at konvojen skulle blive bombet, siger han.

Skal til nærmeste hospital

Når Khalid Alsubeihi får grønt lys til at køre ind i Aleppo, skal de sårede hurtigst muligt fragtes til nærmeste hospital, fortæller Khalid Alsubeihi.

- Hver ambulance får at vide, hvilket hospital vi skal køre til. Det afhænger af skaderne og hvilket hospital, der specialiserer sig i dem. Og der kører vi så til med det samme, siger han.

Der vil være læger med i konvojen. Og det er dem, som vil foretage vurderingen af de civiles skader, og som vil fortælle Khalid Alsubeihi og de andre frivillige, hvilket hospital de sårede skal fragtes til.

Forberedt på de værste

Khalid Alsubeihi ved, at auktionen kan være farlig, og at han og hans team i værste fald kan blive såret, hvis der opstår uroligheder under evakueringen.

Men selvom Khalid Alsubeihi er forberedt på, at det værste kan ske, er han ikke bange.

- Min styrke kommer af, at jeg tror på det, jeg gør. Det her, det er rigtigt, siger han.

Han har forberedt sig mentalt på, at de kan komme til at betale den ultimative pris, hvis de bliver bombarderet.

- Men den pris vil jeg gerne betale. Jeg er ikke bedre end dem, som bliver ramt inde i Aleppo.