Den 46-årige danske møbelhandler Claus Ruhe Madsen bliver ny overborgmester i den tyske by Rostock.
Claus Ruhe Madsen, der er stillet op som løsgænger, bliver den første person uden tysk statsborgerskab, der bliver overborgmester i en storby i Tyskland. Rostock er en stor tysk havneby med cirka 200.000 indbyggere ved Østersøen.
Søndagens valg var anden og sidste runde af borgmestervalget. Her fik danskeren 57,1 procent af stemmerne.
Første runde blev afholdt den 26. maj, og her var det Claus Ruhe Madsen, der trak flest stemmer med 34,6 procent, mens hans nærmeste rival Steffen Bockhan fra ventrepartiet Die Linke fik 18,9 procent.
Fordi ingen af kandidaterne fik mindst halvdelen af stemmerne, skulle de to, der fik flest, dyste mod hinanden i en ny valgrunde.
Har boet i Tyskland i 26 år
Den danske tilflytter er født i København men har boet i Tyskland i 26 år.
I dag har han fem møbelforretninger fordelt rundt om i Tyskland. Han ejer også tre indretningsbutikker og et firma, der udlejer campingbusser. Og en softice-bod på stranden i Rostock-Warnemünde samt en dansk pølsevogn.
DR mødte Claus Ruhe Madsen inden valget. Se videoen herover.
Claus Ruhe Madsen ligner langt fra en traditionel tysk politiker. Under valgkampen har han gjort sig bemærket ved at cykle rundt på sin ladcykel for at møde borgerne, og han har delt såvel pølsehorn som strømper ud.
Politisk har Claus Ruhe Madsen især fokus på miljøet, erhvervslivet og digitalisering. Han vil modernisere Rostock, som ifølge ham "hænger fast i fortiden". Han vil blandt andet renovere havneområdet ud til Østersøen og arbejde for bedre kollektiv trafik og flere cykelstier.
Skolerne skal digitaliseres, plastikservice skal ud af byen, og så skal der - hvis det står til Claus Ruhe Madsen - bygges et nyt teater.
Desuden vil han arbejde for, at flere kommer i arbejde, at erhvervslivets forhold forbedres, og at der kommer bedre handelsforbindelser til Danmark og Sverige, der ligesom Rostock har kyst ud til Østersøen.