Danskere i orkanens øje: 'Butikkerne er ribbet for vand og brød'

Martin Bak Hansen og Christopher Frydenlund bor begge i millionbyen Houston i Texas, der er ramt af orkanen Harvey.

Martin Bak Hansen (tv) og Christopher Frydenlund (th) bor begge i forstaden Katy vest for Houston, der i øjeblikket er ramt af orkanen Harvey. (© PRIVATFOTO)

For få dage siden var orkanen Harvey slet ikke navngivet, men i morges blev orkanen den første kategori 4-orkan til at ramme USA siden 2004.

Orkanen har især ramt kystbyerne med voldsomme vindstyrker og stormflod, men også storbyen Houston ser ud til at blive ramt.

Selvom Harvey allerede er nedjusteret til kategori 1, er man stadig bekymret for de store mængder regn, som vejrsystemet fører med sig, fordi den lavtliggende by er særlig udsat for oversvømmelser.

Derfor har danske Martin Bak Hansen, der har boet i Houston i næsten syv år sammen med sin kone og to børn, også forberedt sig på det værste.

- Myndighederne anbefaler, at man har mad og vand til syv dage, hvis man skulle miste strømmen. Man skal have fire liter vand per person til syv dage. Så vi har 30 liter drikkevand hver, og jeg tror, vi har en 30-40 dåser med færdigmad, siger Martin Bak Hansen, der er geolog og arbejder for Statoil i Houston.

Tomme hylder

Det er dog ikke så ligetil at få vand og drikke, når alle indbyggere i en storby som Houston får samme besked.

Det kan Christopher Frydenlund tale med om. Torsdag formiddag var han i det lokale supermarked for at købe vand og brød.

- I USA har man ti-tyve meter lange hylder med brød, men det var alt sammen væk, og det var det samme med vand, fortæller Christopher Frydenlund, der er selvstændig og har boet i Houston med sin amerikanske kone og to børn i halvandet år.

- Folk stod, der hvor medarbejderne kom ud med nye varer. Der stod store flokke og ventede på, at vandet kom ud. Da det kom, var det som om, at der havde været tørke i Houston i flere år. Det var lidt voldsomt.

Derfor måtte han også bruge anderledes metoder for at få fat på dåsemad i den amerikanske kæmpesupermarkedskæde Walmart.

- Folk, der handler i Walmart, har ikke tendens til at købe økologi. Så jeg fandt ud af, at hvis jeg kiggede efter økologi, kunne jeg godt finde dåser på de øverste hylder, siger Christopher Frydenlund.

I videoen her kan du se billeder, fra da Harvey gik i land i morges dansk tid.

Ingen benzin

Myndighederne har også anbefalet, at indbyggerne fik tanket deres biler op med benzin, hvis man får brug for at evakuere.

Orkanen Harvey har dog betydet, at flere olieraffinaderier er blevet lukket ned, fordi der var risiko for, at de kunne tage skade under orkanen.

Det betød dog endnu en udfordring i forhold til Christopher Frydenlunds orkan-forberedelser.

- Jeg kunne ikke finde benzin nogle steder. Og de steder, der havde benzin, har fået kritik for at presse priserne voldsomt op. Nogle skulle betale voldsomme summer for bare at få lidt benzin, siger han.

Og de seneste dages forberedelser har sat sine spor.

- På den front er der ret meget kaos herovre. Det er spændende, men også lidt uhyggeligt, siger Christopher Frydenlund.

Tager sine forholdsregler

Både Christopher Frydenlund og Martin Bak Hansen bor i forstaden Katy vest for centrum af Houston. Her er de fleste huse nye, og der er dræningssystemet i området, men der er stadig risiko for oversvømmelser.

Derfor valgte Martin Bak Hansen også at blive oppe i nat.

- Så kan vi holde øje med meldinger og nyheder, så vi ved, om vi skal begynde at flytte alting op på første etage, siger han.

Havemøblerne og alt andet, der kan flyve i det voldsomme vejr, er røget ind i garagen eller stuen, og så har Martin Bak Hansens søn på ni år også lært, hvordan man forbereder sig på en orkan i skolen.

- De lærer nogle forholdsregler, som er lidt usædvanlige for os danskere. Han har lært, at man skal fylde badekarret med vand. Hvis du mister strøm og adgang til vand, så har du vand at skylle ud med i toilettet. Det er ikke noget, vi normalt lærer i skolen, siger Martin Bak Hansen.

Lukkede skoler

Hans søn kommer dog ikke til at lære mere om orkaner i skolen på mandag, for her er skolerne i Houston lukkede, ligesom de fleste var det fredag.

Ifølge prognoserne kan den voldsomme regn fortsætte helt indtil onsdag eller torsdag, men hos familien Frydenlund, kan man ikke bruge orkanen Harvey til at få fri.

- Jeg er selvstændig og min kone arbejder hjemmefra, så hun slipper ikke for at arbejde på mandag, siger Christopher Frydenlund.

Facebook
Twitter