Danskere løser gåde om verdens dybeste sø

Indtil nu har ingen kunne komme med et svar på hvordan Baikalsøen blev dannet. Nu har to danskere fundet svaret, der indebærer et kontinentalt sammenstød.

Baikalsøen er den dybeste sø i verden. Nu er gåden om søens dannelse løst. (Foto: Sumnix © Stock.xchng)

Baikalsøen i Sibirien er verdens dybeste sø og indeholder 20 procent af alt ferskvand, der findes på Jorden. Men i mange år har geologerne været i tvivl om, hvordan søen opstod. Det har to forskere fra Københavns Universitet nu fundet svaret på.

Det var det geologiske sammenstød mellem Indien og Asien for millioner af år siden, som skabte søen. Da de to kontinenters tektoniske plader stødte sammen blev Himalaya-bjergkæden og det tibetanske plateau dannet. Men sammenstødet havde også effekter helt op i området omkring Baikalsøen, der ligger flere tusind kilometer borte. Og dermed blev verdens dybeste sø dannet.

Tonsvis af dynamit

Baikalsøen er op mod 1.700 meter dyb, og hidtil har geologerne ikke kunne finde noget entydigt svar på, hvordan en så dyb revne i jordens skorpe er blevet skabt, når der er 3.000 kilometer til den nærmeste tektoniske pladegrænse.

Det satte to danske forskere, professor Hans Thybo og ph.d. Christoffer Nielsen, sig for at finde ud af. For at komme til konklusionen har de sprængt tonsvis af dynamit og lavet målinger med seismografer. Efterfølgende har det taget fem år at analysere de indsamlede data, som nu offentliggøres i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature.

Facebook
Twitter