Danskere når ikke ud af Peru før total nedlukning: Politiet braser ind på værelser hver aften

Omkring 200 danskere kan ikke komme hjem, efter Peru har lukket for flyvninger til og fra landet.

Det skulle have været en tre måneder lang rundrejse i Sydamerika, der startede i januar og skulle slutte i slutningen af april

Men nu sidder en gruppe på fem danske kvinder mellem 19 og 21 år ubehjælpeligt fast på et værelse på et hostel i byen Cusco i Peru. Søndag aften blev der erklæret undtagelsestilstand, og der blev lukket for kommercielle flyvninger til og fra landet.

- Vi må slet ikke forlade vores hostel. Hvis vi skal have købt ind eller have snacks, skal vi skrive en liste til receptionen, fortæller Anne-Kathrine Skjoldan, der sidder i Cusco.

Den seneste melding fra Perus regering er, at det nu også er allersidste chance for at få specialfly ind og ud af landet.

Vinduet for at komme ud af Peru og hjem til Danmark er med andre ord lukket.

- Det er megahårdt, og vi vil gerne hjem. Det er et rigtig godt hostel, vi bor på, og der er søde mennesker, men vi ved aldrig rigtig, hvad der kommer til at ske, siger Anne-Kathrine Skjoldan.

- Da de lukkede grænserne tidligere i søndags, fik vi det at vide to timer før. Hvis vi skulle ud, så var det den sidste dag. Vi havde ikke nogen mulighed for at købe flybilletter, fordi alt blev revet væk, tilføjer hun.

Soldater er sendt ud i Limas gader for at opretholde udgangsforbuddet. (Foto: Paolo Aguilar © Scanpix)

Kan ikke forlade byen

Det danske udenrigsministerium når ikke at få specialfly på vingerne, så danskerne kan nå ud af det sidste åbne vindue i dag. Dermed er omkring 200 danskere, der gerne vil hjem, fanget.

- 10.000 europæere er strandet i Peru. Luftrummet lukker fuldstændig ned. Der er ingen, der kan hverken komme ind eller ud, siger direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice Erik Brøgger.

- Vi gør, hvad vi kan, men vi kan ikke trylle. Man skal søge mod Lima, for det er der, flyene vil lande. Vi ved, at det er svært, men prøv at komme til Lima, fortsætter han.

Den lille gruppe forsøgte med det samme at få flybilletter til et indenrigsfly til Perus hovedstad, Lima, hvor fly til udlandet skulle flyve fra. De blev udsolgt øjeblikkeligt, og nu er der ikke noget at stille op.

- Privatbiler kan heller ikke køre, så der er overhovedet ingen muligheder for at komme ud herfra. Det er umuligt at komme ud, og hvis vi forlader vores hostel, har vi også fået at vide, at vi ikke må komme ind igen, siger Sille Fritzbøger, der er en af de fem kvinder på hostellet.

- Selv hvis vi lagde os i kø for at nå et fly, kunne vi risikere, at vi ikke havde noget sted at bo bagefter, fordi vi havde forladt vores hostel mod deres råd, fortsætter hun.

Det udløste kaos, da landets regering erklærede landet i undtagelsestilstand i søndags. (Foto: STRINGER © Scanpix)

I Lima er situationen også ved at være godt anspændt, og mange rejsende er efterhånden desperate. Det fortælle Tashi Dorjee Andersen, der lige akkurat nåede at komme med det sidste fly fra Cusco til Lima tidligere på ugen.

- Situationen bliver mere og mere intens, og der er mere og mere panikstemning blandt alle rejsende. Der er flere internationale hjemmesider, hvor folk bliver mere og mere bekymrede, fortæller han.

De fem unge kvinder har sådan set givet op på at komme hjem til Danmark inden for den nærmeste fremtid.

- Vi ved ikke, om landet overhovedet åbner igen om to uger. Så vi er bare fanget på ubestemt tid. Vi håber bare, at grænserne åbner, og vi kan komme ud på et tidspunkt, siger Sille Fritzbøger.

Politiet kommer hver aften

Politiet er ikke kun til stede i landets gader for at håndhæve udgangsforbuddet. De ransager også hoteller og hostels hver aften.

Det fik den lille gruppe i Cusco for alvor erfaring med forleden. De havde siddet ude i gården og drukket et par øl.

- Pludselig kommer al personalet løbende ud og siger, at vi skal løbe op på værelset. Vi skal tage alle flasker med, fortæller Anne-Kathrine Skjoldan.

Politiet går rundt på deres hostel i halvanden time og går alt igennem. De tager alkoholtest på alle gæsterne.

- Alle med alkohol i blodet skulle ud og sidde i receptionen. Efter to timer blev nogle fragtet i politibiler til politistationen, hvor alt vand blev taget fra dem. Der er i forvejen den her sprogbarriere, og personen står helt og alene og kan ikke forstå sproget. Hun er bange, og det er koldt, siger Anne-Kathrine Skjoldan.

De anholdte får taget deres pas, og de får taget deres fingeraftryk.

- Så får de bagefter at vide, at de må gå, men hvis de bliver taget med alkohol i blodet igen, så bliver de sat i et fængsel i seks måneder, fortæller hun.

Siden er politiet kommet tilbage hver aften for at tjekke, om der er blevet drukket alkohol, eller om nogen har forsamlet sig i grupper.

- Det er åbenbart en regel i Peru, at man ikke må drikke alkohol eller samle sig, når der er undtagelsestilstand. Det var der ikke nogen, der havde fortalt os, og der blev solgt alkohol her på hostellet.