To danskere på Everest uden ilt: 'Det er nådesløst, der er ingen smutveje'

Danske bjergbestigere forsøger at bestige verdens højeste bjerg. Uden ilt.

- Du har bjergbestigning, tyrefægtning og racerløb. Resten er knap nok spil, sagde forfatteren Ernest Hemingway.

Netop nu sidder tre danskere med livet på spil på Mount Everest, verdens højeste bjerg. 8.848 meter over havets overflade er deres mål: Toppen af verden.

To af bjergbestigerne har oven i købet tænkt sig at forsøge at nå toppen uden ilt. Jakob Urth og Rasmus Kiilerich Kragh hedder de, bjergbestigerne på "gentleman-manér".

Det kalder tidligere bjergbestiger og forfatter Lene Gammelgaard bjergbestigning uden ilt.

- Enhver ægte bjergbestiger med respekt for sig selv skal prøve uden ilt. Det er gentlemanmåden at gøre det på, siger Lene Gammelgaard til DR Nyheder og fortsætter:

- Det er nådesløst, der er ingen smutveje.

Lene Gammelgaard var i 1996 den første skandinaviske kvinde til at bestige bjerget. På den mission mistede otte livet, og det skrev hun om i den internationale bestseller "Everest – vejen til toppen", der udkom på 13 sprog. Den fatale opstigning blev filmatiseret i 2015.

Den tredje dansker, der er på Everest nu, Carsten Lillelund Pedersen, prøver for tredje gang at bestige bjerget med ilt.

Sneen fyger på toppen af Mt. Everest i Himalaya (arkivfoto). (Foto: NAVESH CHITRAKAR © Scanpix)

Nu eller næste år

De tre danskere på bjerget er ved at være klar og venter faktisk bare på bedre vejr, fortæller tidligere Everest-bestiger Søren Gudmann.

- De skal akklimatisere sig selv og vænne sig til højden, så nu venter de bare på det gode vejr, så de kan lave deres topforsøg, forklarer han.

Bjergbestigere venter i en måneds tid oppe på bjerget i omkring fem kilometers højde, hvor man har forskellige ture længere op for at vænne kroppen til højderne, inden man forsøger at nå toppen.

- Man kommer typisk op på bjerget i april, og den første måned blæser det hundrede kilometer i timen på toppen, så man venter på, at vinden lægger sig. Når den gør det, er der et vindue, hvor man kan nå toppen, inden monsunen starter, siger Søren Gudmann.

Han har klaret det, der hedder Seven Summits, hvor man bestiger de syv højeste bjerge på de syv kontinenter. Han er ikke færdig med bjergbestigning og arbejder som guide for nye bjergbestigere. Søren Gudmann forklarer, at når man er på bjerget og venter på at lave sit topforsøg, smelter man sne.

- Hvis man ikke går fra basecamp til basecamp, smelter man sne, så man kan få vand eller the at drikke. Det bruger man ganske mange timer på hver dag, siger Søren Gudmann.

Pionerer uden ilt

Ingen danskere er endnu lykkes med at nå toppen af Everest uden ilt. Faktisk prøvede Rasmus Kiilerich Kragh sidste år uden succes, hvor han nåede 250 meter fra toppen.

Så han og Jakob Urth skriver historie, hvis det lykkes for dem. Og ifølge Lene Gammelgaard kan man differentiere sig over for sponsorer ved hele tiden at forsøge at pionere.

På Jakob Urths Facebookside ses han blandt andet med et Bolia-logo på ærmet af sin North Face-jakke, og Rasmus Kiilerich Kragh står med favnen fuld af snackbaren RAWBITE, ligeså på Facebook. DR Nyheder har uden held forsøgt at få en kommentar fra Bolia.

Det koster i omegnen af 200.000 kroner at være deltager på en ekspedition med et nepalesisk selskab og det dobbelte med et vestligt. Det er lidt billigere at forsøge opstigningen fra den nordlige Tibet-side.

Bjergbestigning i Himalaya har kostet flere vovehalse livet. Sidste år fandt man fire bjergbestigere døde i et telt. (Foto: ROBERTO SCHMIDT © Scanpix)

Men bjergbestigernes Facebook-aktivitet står i skarp kontrast til kernen af bjergbestigning, hvis man spørger Lene Gammelgaard.

- Det er autentisk. Du er det, du er. Det er man ikke i samfundet, der er overfladisk og narcissistisk grundet sociale medier. Du kommer ind til kernen. Det har mennesket altid forsøgt, og når du har opnået det, får du sindsro, siger Lene Gammelgaard.

Alle bjergbestigere har deres egne grunde til at bestige bjerget. Men på Everest mødte hun for alvor mennesker, der som hende selv stillede krav til deres hverdag og deres kendskab til sig selv:

- Jeg er en anden nu. Jeg er noget andet. Kigger på mine to heste, jeg er lykkelig. Jeg hviler i det, jeg gør og ikke gør. Man bliver blottet for illusioner, siger hun og understreger, at bjergbestigning ikke er for alle.

Den dag hun nåede toppen i 1996, mødte hun døden på vej ned. Otte af de mennesker, hun var sammen med på vej ned fra toppen, klarede den ikke. Man hjælper ikke døende på bjerget, så dør man selv. Det er etik på Mount Everest.

- Der er en vis risiko ved bjergbestigning. Taber du i skak, taber du din forfængelighed. Og selvom jeg har den største respekt for folk, der løber ironman og marathon, så sætter man ikke livet på spil. På bjerget er du nødt til at have erfaring og træning. Du skal vide, hvad du gør, for der er ikke nogen, der kan hjælpe dig, forklarer Søren Gudmann.

Intens oplevelse: 'Lidt fedt'

Tilbage på bjerget venter de tre danske bjergbestigere. På bedre vejr. På kræfter. Jakob Urth har været på Facebook og sætte et par ord på den højdetræning, han fordriver tiden med:

- Jeg er nu tilbage i Everest Base Camp efter 5 super gode og hårde dage højt på bjerget. Denne gang blev jeg udfordret fysisk og mentalt. De meget stejle vindblæste sektioner højt på bjerget, gjorde oplevelsen intens. Lidt fedt, skriver han.

- Vi sidder der bare og holder fast i teltet, imens det lille gasblus desperat prøver at smelte sne om til kostbart vand. Vi kigger på hinanden og griner, fortsætter Jakob Urth.

56 danskere har forsøgt at nå toppen, men kun 17 har nået den. Inden for ganske kort tid - det kan være alt fra dage til uger - begiver yderligere tre sig op ad bjerget for forsøge at nå toppen. To af dem uden ilt.

Facebook
Twitter