- Vi må ikke glemme hyggen.
Sådan står der på et skilt i en ufærdig dansker-bar i den tyrkiske badeby Alanya.
Danske Trine Tøt Katak og hendes tyrkiske mand, Feridun Katak, havde planlagt at åbne baren før dette års turistsæson, som tegnede til at blive den bedste i flere år i Tyrkiet.
- Vi ville have åbnet vores nye bar i påsken, men nu er det hele sat på standby. Det er hårdt, siger Trine Tøt Katak, der driver hotellet En Vie Beach i Alanya.
Selvom Tyrkiet nu åbner for international lufttrafik og forsøger at lokke udenlandske turister til landet, så ligger hotellerne langs kysten øde hen.
Rejser til Tyrkiet
- •
Sidste år foretog danskerne over 300.000 rejser til Tyrkiet.
- •
27. marts lukkede Tyrkiet for international luftfart på grund af coronavirus.
- •
Denne uge åbner lufttrafikken igen gradvist.
- •
Tyrkiet regner med, at flyvninger direkte til Danmark begynder senere på måneden.
- •
Udenrigsministeriet fraråder danskere at tage til Tyrkiet frem til 31. august på grund af coronakrisen.
Charterhoteller ligger øde hen
Udenlandsk turisme indbragte Tyrkiet over 230 milliarder kroner sidste år og beskæftiger flere hundrede tusinde mennesker i landet. Men nu ligger charter-hotellerne øde hen.
Sidste måned ankom der 99 procent færre turister end normalt på grund af coronapandemien.
Trine Køt Kataks hotel er åbnet med håndsprit, konstante temperaturmålinger og afstand mellem solsengene, som de tyrkiske regler foreskriver.
Men da Danmark og flere andre europæiske lande fraråder rejser uden for Europa frem til 31. august, er der ingen udenlandske gæster overhovedet.
- Vi synes, det er meget længe at vente helt til slutningen af august, når der ikke er særligt mange smittede her i Alanya. Vi har mange danske gæster, så det påvirker os meget, siger hun.
"Det er en katastrofe"
Et andet af byens danskerhoteller, Dolphin Hotel, er slet ikke åbnet. Poolen er tømt for vand, og støvet dækker fadølshanen i baren, hvor danske musikere hver sommer plejer at optræde for turister.
- Vi blev ærligt talt chokerede over, at rejser frarådes helt til slut-august. Det er ikke fair, når vi har så få smittede, siger Izzet Köseoglu, hvis familie ejer halvdelen af hotellet sammen med en dansk partner.
Familien havde netop bygget et helt nyt hotel i byen i forventning om en rekordsæson. Nu er det uvist, hvornår det åbner.
- Det er en katastrofe for Alanya og Tyrkiet. Alle her i byen lever af turisme, og vi hotelejere har lån, der skal betales af. Vi regner med at klare os, men der kommer til at være konkurser i området. Det er en kæmpe krise, siger Izzet Köseoglu, mens en af hotellets nu arbejdsløse ansatte tilfældigt kommer forbi.
Arbejdere på understøttelse
Kokken Refik Demiral plejer på denne tid at lave mad til flokke af danske badegæster. Nu forsørger han sin familie af tyrkisk understøttelse på omkring 60 procent af hans normale løn.
- Alle her lever af turisme, og vi aner ikke, hvor længe det vil fortsætte på den her måde. Jeg vil ærligt talt bare have, at den her pandemi slutter nu, siger han opgivende.
Tyrkiets økonomi har været presset længe, og landet har hårdt brug for den udenlandske valuta, turisterne lægger. Sidste år besøgte 52 millioner udenlandske turister landet, og de fleste kommer i højsæsonen, som begynder netop nu.
Derfor forsøger landets myndigheder med alle midler at overtale specielt de europæiske lande og Rusland om at løsne op for rejsevejledningerne.
Forsøger at lokke turister tilbage
Lufthavnene er blevet indrettet med test-centre for coronavirus. Hoteller bliver 'sundhedscertificerede', hvis de lever op til forskellige coronaregler. Og landet presser på for at åbne flyruter til en lang række lande netop i disse dage.
Men indtil videre er rejsevejledninger stadig de samme og fraråder rejser til badestrandene i Tyrkiet. Og så længe de gør det, flyver charterselskaberne ikke.
På Trine Tøt Kataks hotel på stranden i Alanya er liggestolene sprittet af og klar. Ejerne håber, at indtægterne fra hotellets restaurant kan holde forretningen i gang, mens hotellet er tomt for udenlandske turister.
- Vi håber, at turisterne begynder at komme til efteråret, men det bliver næppe med fuld knald på, som det plejer. Så længe der bare kommer nogle turister i år, håber jeg vi kan holde os i gang, siger hun.
De tyrkiske lufthavne er genåbnet for international luftfart. Sådan foregår rejsen med nye coronaregler - og en hjælpsom coronarobot: