Danskernes opbakning til EU-medlemskab er vokset markant siden brexit

Borgerlige vælgeres opbakning til Danmarks EU-medlemskab er vokset siden briterne bestemte sig for at forlade EU.

Briternes nej til fortsat EU-medlemskab lader til at have påvirket danske vælgere. (Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS © Scanpix)

Hvis danskerne i dag skulle stemme ved en folkeafstemning om dansk EU-medlemskab, så ville det ende med en komfortabel sejr til ja-siden.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Epinion for DR Nyheder så ville 55 procent af danskerne i dag stemme ja, hvis de skulle til en folkeafstemning om dansk EU-medlemskab.

28 procent af danskerne ville stemme nej til EU-medlemskab. Det betyder, at ja-siden ville have et forspring på 27 procentpoint, hvis der var folkeafstemning om EU-medlemskabet i dag.

Opbakningen til Danmarks medlemskab af EU er dermed vokset markant, siden et flertal af de britiske vælgere bestemte sig for, at Storbritannien skal forlade EU-samarbejdet.

Mere EU-skepsis for brexit

Da Epinion 24. maj 2016 – altså en måned inden den britiske folkeafstemning – spurgte danskerne, hvordan de ville stemme ved en folkeafstemning om dansk EU-medlemskab, var vælgernes opbakning en væsentligt lavere.

44 procent af danskerne sagde dengang til Epinion, at de ville stemme ja, mens 37 procent ville stemme nej.

Med andre ord, en måned inden den britiske folkeafstemning den 23. juni 2016 havde ja-siden i Danmark kun et forspring på 7 procentpoint, hvis der også havde været en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet.

I dag – et år inden Storbritannien forlader EU – så er ja-sidens forspring vokset.

Borgerlige vælgere var imod

Der er især to kategorier af vælgere, som har skiftet holdning til spørgsmålet om dansk EU-medlemskab i de 22 måneder, der er gået mellem de to målinger.

Tilbage i 2016 var et flertal af de borgerlige vælgere faktisk imod et dansk EU-medlemskab. Epinion-målingen viser, at 47 procent af dem som ville sætte kryds ved et af partierne i blå blok også ville stemme imod et dansk EU-medlemskab, mens kun 40 procent af de borgerlige vælgere ville have stemt ja i maj 2016.

Det billede har ændret sig markant og hvis der havde været folkeafstemning om EU-medlemskabet i marts 2018, så viser den seneste Epinion-måling, at 55 procent af de borgerlige vælgere ville stemme for et dansk EU-medlemskab, mens 32 procent af de borgerlige vælgere ville stemme imod.

Unge har skiftet mening

En anden markant ændring er opbakningen til EU-medlemskab blandt unge vælgere. Tilbage i maj 2016 var der dødt løb blandt vælgere i aldersgruppen 18-34 år. 39 procent af de unge vælgere støttede et EU-medlemskab, mens 39 procent var imod.

I den seneste Epinion-måling har det billede også ændret sig markant. I dag ville 50 procent af de 18-34 årige stemme for et dansk EU-medlemskab, mens 23 procent ville stemme imod.

Epinion-målingen viser ikke, hvad der har fået danskerne til at skifte holdning til EU-medlemskabet.

Men da målingen i maj 2016 blev foretaget præcis en måned, inden Storbritannien holdt sin folkeafstemning om EU-medlemskabet, så kan man i hvert tilfælde konstatere, at Storbritannien beslutning om at forlade EU ikke har påvirket danskernes syn på EU-medlemskabet negativt.

Det er til gengæld ikke muligt at sige, om det er den britiske folkeafstemning eller andre faktorer som har påvirket de danske vælgere, sådan at de i dag er markant mere positive overfor et dansk EU-medlemskab end de var måneden før den britiske Brexit-afstemning.

Der er i dag præcis et år til Storbritannien forlader EU. Det sker den 29. marts 2019.