Data-skandale spreder sig til Kenya

Oppositionen i Kenya vil til bunds i Cambridge Analyticas indblandingen i landets præsidentvalg.

Det var Alexander Nix, der er direktør for Cambridge Analytica, der fortalte Channel 4, hvordan firmaet hjalp det kenyanske regeringsparti under præsidentvalget. (Foto: © HENRY NICHOLLS, Scanpix)

Var det omstridte analyseselskab Cambridge Analytica med til at præge sidste års præsidentvalg i Kenya og sikre Uhuru Kenyatta sejren?

Det er spørgsmålet, som den kenyanske oppositionsalliance, Nasa, nu vil have svar på.

Mandag kunne den britiske tv-station Channel 4 vise skjulte optagelser med Cambridge Analyticas direktør, Alexander Nix, hvor han blandt andet fortæller, at selskabet spillede en afgørende rolle i den kenyanske præsidents valgkampagner i både 2013 og 2017.

Cambridge Analytica skulle blandt andet have hjulpet Uhuru Kenyatta med at skrive taler og lave vælgeranalyser.

Norman Magaya, der er sekretariatschef for Nasa, fortæller britiske BBC, at der er brug for at få undersøgt sagen til bunds – gerne med hjælp fra både USA og Storbritannien.

Og han beskylder samtidig Cambridge Analytica og den kenyanske regering for at ”undergrave folkets vilje” gennem manipulation og propaganda.

Præsidentvalget i Kenya var præget af flere skandaler, og det måtte gå om, da den kenyanske højesteret valgte at annullere det første på grund af uregelmæssigheder.

Det førte blandt andet til voldsomme kampe, og oppositionen valgte at boykotte omvalget, som også blev vundet af Uhuru Kenyatta.

Uhuru Kenyatta vandt sidste år præsidentvalget i Kenya. (Foto: © THOMAS MUKOYA, Scanpix)

Dataselskab afviser kritik

Sagen om Cambridge Analytica begyndte søndag, hvor aviserne The Observer og The New York Times kunne fortælle, at analyseselskabet ulovligt erhvervede sig data fra 50 millioner Facebook-brugere tilbage i 2014.

Dataene blev angiveligt brugt til at hjælpe den republikanske politiker Donald Trump med at vinde det amerikanske præsidentvalg i 2016. Og sagen har endnu engang sat fokus på Facebooks privatindstillinger og eksterne firmaers brug og videresalg af personlige oplysninger.

Cambridge Analytica afviser ifølge BBC, at det har gjort noget galt.

Og det kenyanske regeringsparti, Jubilee Party, siger ifølge den britiske nyhedsstation, at analysefirmaet ikke spillede nogen stor rolle i valgkampene.