Datter til russisk ideolog dræbt i Moskva: Ukraine nægter at have spillet en rolle

Den dræbtes far, Alexander Dugin, har skrevet flere bøger om, hvordan Rusland kan genvinde sin storhed med magt.

Russiske efterforskere på gerningsstedet uden for Moskva. (Foto: Russian Investigative Committee © Ritzau Scanpix)

Ifølge BBC var planen egentlig, at Darja Dugina og hendes far skulle have kørt i samme bil, da de skulle hjem fra et arrangement udenfor Moskva i aftes.

Men i sidste øjeblik ombestemmer Alexander Dugin sig og beslutter i stedet, at de skal køre hver for sig.

Kort tid efter sprænger en bombe i Toyotaen, som 30-årige Darja Dugina kører, nær landsbyen Bolshie Wiziomij.

- Hun døde på stedet, og en drabsefterforskning er indledt, hedder det i en erklæring fra Ruslands Efterforskningskomité.

Nu peger flere medier på, at Alexander Dugin, som er blevet kaldt "Putins hjerne", kan have været mål for angrebet, og visse russiske medier har beskyldt Ukraine for at stå bag.

Men de beskyldninger afvises af Ukraine.

- Jeg kan bekræfte, at Ukraine naturligvis ikke har noget med dette at gøre, fordi vi er ikke en kriminel stat som Rusland og endsige en terrorstat, siger præsident Zelenskyjs rådgiver Mikhail Podolya.

'Putins hjerne'

Alexander Dugin er af flere blevet kaldt "Putins hjerne", fordi han er blevet set som en tæt allieret af den russiske præsident og som en person, der har været med til at popularisere tankerne om russisk ekspansion.

Ifølge DR's Rusland- og Ukraine-korrespondent, Matilde Kimer, er han en mand med klare holdninger.

- Han er en fremtrædende højreekstremistisk og superkonservativ person, som blandt andet har skrevet flere bøger om, hvordan Rusland kan genvinde sin storhed med magt. Han ligger langt ude på højrefløjen, og nogle mener, at han har haft meget kraftig indflydelse på Putin, fortæller hun.

Alexander Dugin fotograferet i Moskva, Rusland i 2014. (Foto: MOSCOW NEWS AGENCY © Ritzau Scanpix)

Ifølge CNN betragtes Alexander Dugin for at være en af hovedkræfterne bag den russiske invasion af Ukraine den 24. februar.

Men den påstand er overdrevet, mener Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Vi ved, at han de seneste par år har været et stykke fra Putin, og at han slet ikke er tæt på ham mere, siger han.

Men på trods af det, har Putin ifølge Flemming Splidsboel alligevel kunnet bruge Dugin til at fremme sine politiske visioner.

- Dugin har skabt en fortælling om Ruslands plads i verden og Rusland som en særlig civilisation. På den måde har han været med til at legitimere en del af den politik, som var der i forvejen, siger han.

I fars fodspor

30-årige Darja Dugina var en prominent journalist, der ligesom sin far højlydt støttede den russiske invasion af Ukraine.

Hun er tidligere blevet sanktioneret af både amerikanske og britiske myndigheder, som beskyldte hende for at bidrage til desinformation i forbindelse med den russiske invasion af Ukraine.

Ifølge BBC-journalisten Francis Scarr var hun senest på russisk stats-tv i torsdags, hvor hun beskyldte Vesten for at leve i en drømmeverden.

Indtil videre har ingen taget ansvaret for attentatet, og ifølge Flemming Splidsboel er det også for tidligt at drage konklusioner. Alligevel påpeger han, at det er oplagt at kigge i retning mod Ukraine.

- Hvis det er Ukraine, der står bag, og de altså har haft nogle inde og gøre det, så er det jo super spektakulært. Lige i Moskva og på en måde inde i hjertet af en del af den tænkning, som kommer til udtryk i krigen, siger han.