Dayton-skyderi: 24-årig gerningsmand skød sin egen søster

Søskendeparret ankom til gerningsstedet sammen, fortalte Dayton Politi på et pressemøde.

Sko på jorden ved den bar, som skyderiet fandt sted udenfor. (Foto: TOM RUSSO)

På et pressemøde har politiet i byen Dayton i staten Ohio søndag aften afsløret nye detaljer om gerningsmanden og hans ofre efter det skudangreb, der i morges dansk tid kostede ni mennesker livet.

Gerningsmanden, som blev dræbt af politiet under angrebet, er blevet identificeret som en 24-årig, hvid mand.

Politiet i Dayton arbejder ud fra teorien om at angrebet var nøje planlagt. Gerningsmanden bar skudsikker vest, maske, og høreværn og havde flere patronmagasiner klar.

En ny detalje i efterforskningen underbygger den teori.

Et af ofrene er nemlig blevet identificeret som den 24-årige gerningsmands søster. Søsteren var 22 år gammel. De øvrige otte dødsofre var i alderen fra 25 til 57 år.

Politiet efterforsker fortsat ved baren i Oregon District i Dayton, Ohio. (Foto: TOM RUSSO)

Politichef i Dayton, Richard Biehl, fortalte på det seneste pressemøde, at søsteren "og hendes mandlige ven" var blandt de første, der blev skudt. De to søskende fulgtes til baren, fortalte Richard Biehl:

- De kom alle sammen i det samme køretøj, men splittede op senere.

Der er dog ikke noget, der på nuværende tidspunkt tyder på, at søsteren var involveret i selve forbrydelsen.

Den 24-årige var ikke kendt af politiet for alvorlige forbrydelser, men for mindre trafikforseelser. Fra gerningsmanden affyrede sit første skud, til han var uskadeliggjort af politiet, gik der blot 30 sekunder, fremgik det af pressemødet

Motiv stadig uklart

Politichef Richard Biehl fortalte på pressemødet flere detaljer om ofrene, som mistede livet på fortovet uden for en populær bar. Fire af de dræbte er kvinder, mens fem er mænd. Tre er hvide, mens seks er sorte.

På pressemøderne gjorde politiet i Dayton det klart, at det er for tidligt i efterforskningen at spekulere i, hvad motivet for skyderiet var:

- Der er alt for meget bevismateriale, som vi skal gennemse, før vi overovedet kan begynde på at spekulere i motiv. Det er alt, alt for tidligt, lød det fra politichefen.

Tidligere i dag oplyste senator i Ohio Rob Portman på et andet pressemøde, at der er "indikationer på," at gerningsmanden have psykiske problemer.

En mand holder et skilt op med navnene på de to ramte byer under en demonstration for våbenregulering i New York. (Foto: Go Nakamura © 2019 Getty Images)

Motivet står derimod mere klart i det skyderi, der ramte et indkøbscenter i byen El Paso blot 13 timer inden skyderiet i Ohio.

Her gik den 21-årige formodede gerningsmand tilsyneladende direkte efter folk med latino-baggrund, ligesom han lagde en racistisk og indvandringsfjendsk tekst op på internettet kort inden skyderiet. Her mistede 20 mennesker livet.

De to drabelige skyderier har fået debatten om USA's liberale våbenlovgivning til at blusse op på ny.

Tæller man de to angreb med, har der nu været 251 masseskyderier i år - det er mere end et om dagen.

Facebook
Twitter