De 43 forsvundne læste på Ayotzinapa - Mexicos revolutionære lærerseminarium

Mexicos 43 forsvundne studerende var venstreorienterede aktivister og ikke bange for narkobanderne.

Guerrero, Mexico. Ayotzinapa ligger for enden af en grusvej i delstaten Guerrero's bakkede landskaber. Revolutionshelten Che Guevara er malet på gavlen af en af de nedslidte betonbarakker skolen består af.

Her studerer næsten 600 unge mænd, alle fra fattige familier. Uddannelsen er en af de få mulige veje til et job.

- Mexico er faldet fra hinanden

Omar Garcia Velasquez er studerende og tager imod. Han leder også eftersøgningen på sine 43 medstuderende, der forsvandt under en demonstration i september sidste år.

Stole på skolen med billeder af hver af de 43 forsvundne studerende fra seminariet. (Foto: Tomas Ayoso © DR Nyheder)

- Mexico er faldet fra hinanden på grund af kriminalitet. På den anden side er vi tusinder, hvis ikke millioner der har fået nok. Vi kræver forandringer, siger han.

Delstaten Guerrero er en stat med stor social og økonomisk ulighed. Mere end 70 procent lever under fattigdomsgrænsen, og gennem det meste af det 20. århundrede har staten været centrum for en række nationale konflikter i Mexico.

- Ingen retfærdighed for folk som os

Skolen blev grundlagt helt tilbage i 1926 baseret på marxistisk-leninistisk ideologi. Det var først i 1967, da en stor gruppe fattige bønder blev ofre for en massakre, at lærere og studerende blev bannerførere i en national venstreorienteret protestbevægelse. Inspireret af revolutionsikoner som Fidel Castro og Che Guevara og revolutionen på Cuba erklærede de krig mod Mexicos centralregering.

Stole på skolen med billeder af hver af de 43 forsvundne studerende fra seminariet. (Foto: Tomas Ayoso © DR Nyheder)

En kamp som Omar Garcia Velasquez og hans medstuderende fører videre i dag. Og som blev voldsomt forstærket, da deres venner blev bortført og myrdet af politi og narkobander.

- Der er ingen retfærdighed, når det gælder folk som os, siger Velasquez. Kun når det handler om de rige. Vi har ikke bare økonomisk og social uretfærdighed. Vi har også uretfærdighed i retssystemet.

Stole på skolen med billeder af hver af de 43 forsvundne studerende fra seminariet. (Foto: Tomas Ayoso)

Ry som ballademagere

Før de 43 studerende forsvandt, var målet for aktivismen ofte korrupte politikere og narkobander, og det har givet de studerende et ry for at være ballademagere.

Da mange Mexicanske narkobanderne for nogle år siden begyndte en økonomisk afpresning af lærere flere steder i Mexico, ydede Ayotzinapa modstand. Og det med succes. Det gjorde dem til helte for mange mexicanere, men også oplagte mål for banderne og korrupte politikere og politi i deres stat.

Det mener mange er grunden til at en lokal borgmester, politiet og narkobanden Guerreros Unidos var villige til brutalt at skaffe 43 unge mænd af vejen.

Store demonstrationer

Der skal mere til at stoppe Ayotzinapa, fortæller Omar Garcia Velasquez.

- Vi kan ikke trække os tilbage nu eller tie stille, fordi virkeligheden ser sådan ud. Hvis vi var alene i vores kamp måske, men det er vi ikke.

Stole på skolen med billeder af hver af de 43 forsvundne studerende fra seminariet. (Foto: Tomas Ayoso © DR Nyheder)

Siden slutningen af september da de 43 forsvandt, har hundredetusinder demonstreret over hele Mexico. Regeringsbygninger er sat i brand. Politi og militær er blevet angrebet, og Mexicos regering befinder sig i sin hidtil største politiske krise.

Som flere gange tidligere i historien er et lille venstreorienteret lærerseminarium centrum for urolighederne.

- De fleste Mexicanere har opgivet deres regering. De er alle sammen ens. Organiseret kriminalitet kan ikke eksistere uden en regering. Senatorer, kongresmedlemmer, borgmestre og deres familier skylder deres karrierer og rigdom til den organiserede kriminalitet i Mexico, siger Omar Garcia Velasquez.

Se DR's besøg på seminariet i toppen af artiklen.

Se Horisont på DR1 mandag aften kl. 21:55 om de 43 forsvundne studerende.

Facebook
Twitter