De rejste til Syrien for at leve i Islamisk Stat, men nu er de på vej tilbage til Danmark: Hvem er de tre kvinder og deres børn?

Her er, hvad vi ved om de tre danske familier, der er ved at blive hentet til Danmark fra en fangelejr i Syrien.

Tre kvinder med dansk statsborgerskab er sammen med deres børn på vej til Danmark fra Syrien. Kvinderne er allerede sigtet for terror. (Foto: grafik: Morten Fogde Christemsen)

Tre danske kvinder og deres i alt 14 børn, som indtil nu har opholdt sig i en fangelejr i Syrien, har kurs mod Danmark. Det bekræfter flere af hinanden uafhængige kilder overfor DR Nyheder.

Kvinderne rejste til Islamisk Stat i Syrien i 2014, men endte i de kurdisk styrede fangelejre al-Hol og al-Roj-lejr, hvor de har været tilbageholdt sammen med tusindvis af andre kvinder og børn.

Men i dag er de blevet hentet fra al-Roj-lejren, hvor de alle har været i den seneste tid, og nu er de på vej tilbage til Danmark.

Kvinderne er allerede sigtet efter terrorbestemmelserne, og når de lander på dansk jord, skal de stilles for en dommer inden for 24 timer.

Herunder kan du få overblikket over de tre kvinder og deres børn, der er på vej til Danmark. Hvis du vil blive klogere på deres historier, kan du læse mere under denne grafik.

Kvinde på 34 år og fem børn mellem 3 og 13 år

Grafik: Morten Fogde Christensen

Den ene af de tre kvinder er 34 år og er opvokset i Jylland. Tilbage i 2005 konverterede hun til Islam og blev desuden gift med en dansk mand med somalisk baggrund, som hun i Danmark fik fire børn med.

I 2014 rejste hele familien til Islamist Stat i Syrien, og her fik parret endnu et barn.

Men da kalifatet senere brød sammen i foråret 2019, blev kvinden og hendes børn taget til fange i al-Roj-lejren, mens manden blev fængslet. Han har nu fået frataget sit danske statsborgerskab, og han får altså ikke lov til at komme til Danmark, men forbliver fængslet i det nordøstlige Syrien.

Sidste efterår mødte Mellemøst-korrespondent i DR Puk Damsgård kvinden i al-Roj-lejren, hvor hun fortalte, at hendes ældste børn savner deres frihed.

Især det ældste barn i søskendeflokken, en 13-årig dreng, har været omtalt. Ifølge foreningen Repatriate The Children, der arbejder for at få de danske børn i de syriske lejre til Danmark, har drengen været i stor risiko for at blive fjernet fra sin mor og søskende af kurdiske soldater for at blive sendt til en såkaldt afradikaliseringslejr et andet sted i Syrien.

I Danmark har drengens familie, heriblandt hans bedsteforældre, kontaktet Udenrigsministeriet flere gange for at gøre opmærksom på hans store frygt og udsatte position.

Den nu 13-årige dreng har gået i både dansk børnehave og skole, inden forældrene tog ham med til Syrien i 2014.

Kvinde på 32 år med to børn på 5 og 6 år

Grafik: Morten Fogde Christensen

En af de andre kvinder er i dag 32 år, og i begyndelsen af sine 20’ere konverterede hun til islam, begyndte at bede og tog tørklæde på.

Kvinden kommer fra en by i Nordvestsjælland, men i efteråret 2014 rejste hun alene til Syrien angiveligt for at tilslutte sig Islamisk Stat. Ifølge hende selv var det en kombination af onde tilråb i Danmark og lokkende videoer fra Islamisk Stat i Syrien, som fik hende til at tage af sted.

Ifølge hendes mor fortrød hun dog hurtigt, at hun var taget derned.

Men kvinden kom ikke hjem igen. I stedet blev hun gift med en australsk mand i 2015, mens hun levede under kalifatet. Her adopterede hun en lille dreng, der angiveligt var blevet efterladt på gaden. Kort tid efter fik kvinden en datter med den udenlandske mand. Faren til pigen er sidenhen blevet dræbt.

Kvinden har fortalt, at hun forsøgte at flygte fra kalifatet i 2017, men det gik i vasken, og hun blev sammen med sine to børn fængslet af kurdiske styrker. Efter otte måneder i fængsel blev de flyttet til al-Roj-lejren.

DR mødte hende i al-Roj-lejren i februar 2021, hvor kvinden fortalte om det mislykkede flugtforsøg.

- Jeg ville bare væk. Det var ikke, som jeg havde forestillet mig, sagde kvinden dengang til DR.

Selvom børnene aldrig har boet i Danmark, taler de dansk med deres mor. Især den nu fem-årige pige er dog hårdt mærket af livet i fangelejren, og hun er diagnosticeret med PTSD – posttraumatisk stresssyndrom.

Udenrigsministeriet har tidligere tilbudt at evakuere pigen, men tilbuddet omfattede altså hverken hendes mor eller bror. Kvinden besluttede dengang, at hun ikke ville lade datteren komme til Danmark alene.

Der har også været tvivl om, hvorvidt kvindens adoptivbarn ville blive tilbudt evakuering i denne omgang, da han ikke er hendes biologiske søn eller er etnisk dansk. Derfor har drengen ikke dansk indfødsret, der giver et barn af en dansk forælder ret til dansk statsborgerskab.

Men nu er hele familien altså på vej til Danmark.

Kvinde 37 år og syv børn

Grafik: Morten Fogde Christensen

Der har i den seneste tid været fokus på denne kvinde. Den 20. september kunne DR nemlig fortælle, at kvinden har dobbelt statsborgerskab.

Det har sået tvivl om, hvorvidt kvinden egentlig er berettiget til at blive hentet til Danmark, da regeringen har afvist at tage fire andre kvinder retur, som alle havde dobbelt statsborgerskab.

De fire kvinder er nu blevet frataget deres danske statsborgerskab, hvilket har været muligt, fordi kvinderne er statsborgere i mere end et land. Men det er altså ikke sket for denne kvinde.

Kvinden er ikke født i Danmark, men kom til landet som flygtning fra Østeuropa, da hun var lille.

Her har kvinden gået i dansk skole og arbejdet, men i 2014 rejste hun fra en jysk provinsby til Syrien sammen med sin mand og deres fem børn. I Syrien fik de to børn mere, og efterfølgende er børnenes far angiveligt død.

Kvinden har deruover fået et barn med en anden mand i Syrien.

Tre af kvindens børn er over 10 år, og hendes ældste søn på 15 år er allerede i Danmark.

I 2019 blev han evakueret af Udenrigsministeriet fra al-Hol-lejren, hvor familien boede dengang, efter at han var blevet skudt i ryggen og derefter blev lam i benene.

Drengen sidder i dag i kørestol og bor hos sine bedsteforældre i Jylland.

Kilder: DR Nyheders research, Udenrigsministeriet, Ekstra Bladet, Berlingske, Politiken.

Facebook
Twitter