Deadline fra Ungarn: 15. september lukker landet for migranter

Ungarns regeringsleder lover, at EU's ydre grænse vil sikret om under to uger.

Igen i dag har desperate migranter skabt kaos i forsøget på at komme ud af Ungarn. (Foto: Peter Kohalmi © Scanpix)

15. september lukker Ungarn for den store strøm af flygtninge og migranter, som i øjeblikket skaber kaotiske tilstande i landet.

Det meddelte Ungarns regeringsleder Viktor Orban i dag i Bruxelles, som han er taget til for at diskutere flygtningesituationen med lederne af de forskellige EU-institutioner - blandt andre formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk.

- Vi skaber lige nu en ny pakke af regler i det ungarske parlament, vi opstiller en fysisk barriere og med alle disse vil vi sammen skabe en ny situation i Ungarn og i Europa. Nu har vi en uges forberedelsestid, sagde Viktor Orban uden at blive mere konkret.

Tysk problem

Viktor Orbans højreorienterede regering har en efterhånden lang tradition for at være på kant på med resten af EU. Også denne gang har han langet kraftigt ud efter andre EU-lande for "ikke at være i stand til at kontrollere" flygtningekrisen.

Viktor Orban (th) med formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, i Bruxelles i dag. (Foto: OLIVIER HOSLET © Scanpix)

- Vi ungarere er fulde af frygt. Folk i Europa er fulde af frygt, fordi vi ser, at europæiske ledere, blandt dem regeringsledere, ikke er i stand til at kontrollere situationen, sagde Viktor Orban i Bruxelles.

Før møderne i Bruxelles har han skrevet et læserbrev i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, hvor han siger, at at flygtningene truer med at underminere kontinentets kristne rødder. Han betegner desuden migranterne som "et tysk problem".

- Hans argument er, at ingen af flygtningene og migranterne ønsker at blive i Ungarn, Polen og Slovakiet. De vil alle videre til Tyskland, og Tyskland har sagt, at man ikke sender dem tilbage. Så Ungarn nøjes med at registrere dem, som EU-reglerne foreskriver, og lader dem rejse videre, forklarer EU-korrespondent i DR Ole Ryborg.

Løsning: Grænsekontrol

Ungarns løsning på den aktuelle krise er relativ simpel, siger Ole Ryborg:

- De mener, at det skal løses med styrket grænsekontrol, og faktisk har man jo allerede bygget et hegn på grænsen til Serbien. Og fra 15. september bliver grænsekontrollen i Ungarn altså yderligere styrket. Det er man forpligtet til i henhold til Schengen, mener Orban.

Ungarn har allerede opført et hegn på grænsen til Serbien. (Foto: CSABA SEGESVARI © Scanpix)

EU-korrespondenten forventer dog, at EU-kommissionen vil komme med et noget anderledes oplæg til det hastemøde om flygtningskrisen i EU, som finder sted dagen før, at Ungarn lukker grænsen - 14 september.

- Man regner med at der kommer et udspil fra EU-Kommissonen i næste uge. Der kan man nok forvente et forslag om en mere solidarisk fordeling af flygtninge. Det, mener Viktor Orban, ikke er løsningen - selvom Ungarn formentlig ville vinde på en mere ligelig fordeling af flygtninge.

FacebookTwitter