Debat i Sverige: Forsvinder nationalsangen fra skolernes pensum?

Myndighed vil stryge formulering om national- og børnesange fra kursusplan.

Vil fremtidens svenske fodboldfans have svært ved at huske nationalsangen "Du gamla, du fria" til landskampe? (Arkivbillede) (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

- Jeg bytter dig ikke for noget som helst i verden, lyder det i den svenske nationalsang, "Du gamla, du fria".

Men i vores naboland er frygten nu, at sangen selv bliver skiftet ud i skolernes musikundervisning.

Til december udgiver Skoleværket, som er Sveriges nationale agentur for uddannelse, nemlig en ny version af skolernes kursus- og fagplaner.

Og her er undervisning i nationalsangen, almindelige salmer og børnesange ændret til formuleringen 'musiske traditioner ved forskellige højtider'.

Det skriver Lärarnas tidning.

Forslag vækker politisk forargelse

En række svenske politikere vil frede formuleringen, hvor nationalsangen nævnes direkte.

Blandt dem er Moderaternes Kristina Axén Olin, der er andennæstformand for uddannelsesudvalget:

- Vi mister idealet om viden og uddannelse i svensk historie. Vigtige ting, som vi baserer hele vores historie på, fjernes - ting, der bringer os sammen, siger hun til SVT.

Også Roger Haddad fra Liberalerna vil have Skoleværket til at trække den nye formulering tilbage.

Myndighed: 'Du gamla, du fria' er da en selvfølge

Skoleværket har svært ved at forstå kritikken. Her mener man nemlig, at det giver sig selv, at nationalsangen indgår i musikundervisningen.

- Det er en selvfølge for os og bekræftes af de musiklærere, vi har talt med. At ordet ikke er inkluderet er ikke det samme som, at vi har slettet det. Vi vil undgå at belaste pensum med et alt for detaljeret niveau, siger Anna Westerholm, der er institutleder for afdelingen for læseplaner.

- Hvis der så er tvivl om dette, kan der være en grund til at tilpasse sig, mener hun.

Minister lover status quo

I sidste ende er det den svenske regering, som skal godkende ændringerne i skolernes undervisningsplaner.

Og svenske skolebørn vil fortsat lære at synge nationalsangen, forsikrer den svenske undervisningsminister, Anna Ekström (S):

- Jeg tager ansvaret for at sikre, at læseplanerne i fremtiden afspejler det, de studerende har brug for at lære i skolen. Vores nationale hymne er en indlysende del af den viden, man skal have, når man bor i Sverige, skriver hun til SVT.

I Danmark er "Der er et yndigt land" ikke nævnt i hverken Børne- og Undervisningsministeriets læse- eller fagplan for musik.

Under afsnittet 'repertoire' står der:

- Gennem kendskab til fx nye og ældre sange, viser og salmer som børnesange, årstidsog højtidssange samt salmer opbygger eleverne et alsidigt repertoire.

Opdateret med uddrag fra den danske læse- og fagplan for musik.