Det har skabt opmærksomhed og fordømmelse i hele verden, at Rasmus Paludan i lørdags satte ild til en koran nær den tyrkiske ambassade i Stockholm.
Men nu fortæller Rasmus Paludan selv, at det slet ikke var ham, der fik idéen til netop den happening. Det var derimod en højrenational debattør med bånd til det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne og en reporter fra det højreradikale medie Exakt24.
Det skriver det svenske medie Dagens Nyheter.
- Det var deres idé at brænde koranen uden for Tyrkiets ambassade, siger Rasmus Paludan selv til til Dagens Nyheter.
Debattøren med forbindelser til Sverigedemokraterne hedder Chang Frick og er vært på Youtube-kanalen Riks, som partiet ejer.
Derudover er han tidligere politisk aktiv i partiet og medstifter af mediet Nyheter Idag.
Afviser, at det var hans idé
Chang Frick bekræfter overfor Dagens Nyheter at have været i dialog med Paludan, og at han har opfordret ham til at demonstrere mod Tyrkiet, men afviser, at det var hans idé at brænde koranen af ved ambassaden.
Han vedstår dog, at det var ham, der betalte den afgift til det svenske politi, som det kostede Rasmus Paludan at afholde demonstrationen - 320 svenske kroner.
Lørdagens koranafbrænding har kastet Sverige ud i diplomatiske vanskeligheder, efter at den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan har fordømt hændelsen og trukket den ind i debatten om Sveriges ansøgning om at blive Nato-medlem.
- De, som tillader den form for blasfemi foran vores ambassade, skal ikke længere forvente vores støtte til deres Nato-medlemskab, sagde Erdogan mandag.
Det kræver enstemmighed for, at et nyt land kan blive en del af forsvarsalliancen, og dermed kan Tyrkiet forhindre Sveriges indtræden. Ifølge Reuters har Tyrkiet udskudt et møde med Sverige og Finland, som også ønsker at blive Nato-medlem, på ubestemt tid.
Udover Tyrkiet har en række lande fordømt koranafbrændingen, ligesom demonstrationer har fundet sted i blandt andet Tyrkiet, Irak, Yemen og Jordan, hvor vrede demonstranter har sat ild til det svenske flag og billeder af Rasmus Paludan.
Demonstration var belejlig for Erdogan
Nyheden om forbindelsen mellem Chang Frick og Paludan har skabt røre i den svenske Riksdag, hvor Sverigedemokraterne er støtteparti for den siddende svenske regering.
Medlemmer fra regeringspartiet Liberalerna har kritiseret Fricks indblanding i koranafbrændingen og opfordret Sverigedemokraterne til at bryde sin forbindelse med debattøren.
Sverigedemokraterne henviser spørgsmål om Frick til ansvarshavende chefredaktør på Riks, Dick Erixon, som understreger, at mediet udkommer uafhængigt af Sverigedemokraterne.
Erixon vil hverken blande sig i eller tage ansvar for, hvad Chang Frick "laver, når han ikke er på arbejde", siger han til DR.
Den svenske statsminister Ulf Kristersson har fordømt Paludans happening, og igen i går kommenterede han på hændelsen og dens efterspil.
- Der er kræfter både i og uden for Sverige, som vil forhindre Sverige i at blive Nato-medlem.
Det er ikke noget nyt, at den tyrkiske præsident Erdogan er kritisk overfor Sveriges ønske om at blive medlemmer af Nato. Ifølge professor med speciale i moderne islam og arabiske medier på Københavns Universitet, Jakob Skovgaard-Petersen, har Paludans koranafbrænding været belejlig for Erdogan, der gerne vil genvælges ved det tyrkiske valg 14. maj.
- Han er populist - han leder efter populære sager, hvor han kan stå frem. For ham er det meget belejligt, at koranen så tæt på et valg bliver brændt af foran den tyrkiske ambassade, sagde Skovgaard-Petersen til DR tirsdag.
Afviser at have forpurret Nato-medlemskab
Paludan og Frick kan altså have gjort Erdogan en tjeneste til trods for, at de begge er indædte modstandere af den tyrkiske præsident.
DR ville gerne have spurgt Chang Frick, hvad hans motiver var for at betale for Paludans demonstration, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Til SVT siger debattøren, at han ikke mener, at han personligt har været med til at ødelægge Sveriges muligheder for at komme ind i Nato.
- Hvis jeg, ved at betale 320 kroner i en administrativ afgift til politiet, har saboteret ansøgningen, så stod den ikke på særlig solid grund, siger Frick til SVT.