Del af USAs terrorlov forfatningsstridig

En forbundsdommer i New York har erklæret dele af USA anti-terrorlovgivning, Patriot Act, forfatningsstridig.

En forbundsdommer i New York har erklæret dele af USA anti-terrorlovgivning, Patriot Act, forfatningsstridig.

Kundeoplysninger

Forbundsdommer Victor Marrero sætter dermed en foreløbig stopper for at forbundspolitiet FBI kan tvinge for eksempel internetudbydere til at udlevere data om kunder, samtidig med at den pågældende kunde holdes uvidende om udleveringen.

Patriot Act blev for nylig revideret, og her omformulerede man bestemmelserne om FBIs adgang til hemmeligt at forlange oplysninger om borgeres kommunikation på internettet, telefon-trafik og lån af bøger på biblioteker.

Lovens bestemmelser var nemlig allerede i 2004 blevet underkendt på dette punkt, og nu har den samme dommer fastslået at heller ikke den reviderede lov respekterer forfatningens princip om tredeling af magten og kontrol med myndighederne.

Domstols-godkendelse

Ifølge dommen skal FBI have godkendelse ved en domstol, før de kan forlange at en virksomhed udleverer oplysninger om en kunde, uden kundens vidende.

FBI har med loven i hånden udstedt såkaldte Nationale Sikkerheds-Breve, der er en administrativt bestemt ordre, til forskellige virksomheder og pålagt dem at udlevere kundeoplysninger. For eksempel har man forlangt informationer om en borgers lån af bøger på et offentligt bibliotek, og med det Nationale Sikkerhed-Brev har man samtidig gjort det strafbart, hvis biblioteket informerede borgeren om udleveringen.

Facebook
Twitter