'Del ikke luft med nogen': 30 millioner borgere i Californien får besked på at blive hjemme

Californien forsøger at knække kurven i en tid, hvor 88 amerikanere hver time dør med covid-19.

Det er slut med blandt andet café- og restaurantbesøg i det meste af Californien i de kommende uger. (Foto: STEPHEN LAM © Scanpix)

Her til morgen dansk tid lukker store dele af Californien ned.

Statens guvernør, Gavin Newsom, har nemlig udstedt en såkaldt stay-at-home-order, der omfatter næsten 85 procent af indbyggerne i USA’s mest folkerige stat.

Det betyder, at omkring 33 millioner personer i solskinsstaten i mindst tre uger – herunder til jul – ikke må mødes med folk uden for deres husstand. Og bevæger man sig udenfor, skal man have maske på, indtil man er hjemme igen.

Det sker, efter stigende smittetal har fået statens intensivafdelinger til at nærme sig fuld kapacitet.

Udviklingen er et dramatisk skifte for staten, der de seneste måneder har formået ikke at blive lagt ned af covid-19 takket være en strammere kurs end mange andre stater, rapporterer det amerikanske public service-medie NPR.

Men nu har staten nået et kritisk punkt, lyder budskabet fra Newsom, der siger, at der nu er brug for ”afgørende handling for at undgå, at Californiens sundhedssystem bliver lagt ned i de kommende uger”.

Staten satte i går en trist med rekord med 30.000 nye smittetilfælde.

Nedlukning af Californien

  • Indbyggerne i det meste af solskinsstaten skal nu så vidt muligt blive hjemme, mens biografer, barer og frisører bliver lukket. Restauranter må kun stå for takeaway.

  • Skoler, der allerede er åbne, må gerne fortsætte med at holde åbent.

  • Kirker og andre religiøse institutioner må kun afholde messer udenfor.

  • Detailhandlen må fortsat holde åbent, men kun med 20 procents kapacitet.

"Del ikke luft med nogen"

Den seneste tids stigende smittetilfælde har blandt andet fået Los Angeles' borgmester, Eric Garcetti, på banen.

På et pressemøde i weekenden advarede han borgerne i Los Angeles om, at covid-19 udgør den største trussel mod indbyggernes liv, som byen nogensinde har stået over for.

- Hvis ting ikke ændrer sig inden årets udgang, vil antallet af dødsfald runde 11.000. Det svarer til 3.000 ekstra dødsfald på en enkelt måned. For at sætte det i perspektiv, så svarer det til et årtis drab, lød det fra borgmesteren, der kom med en klar opfordring til sine medborgere.

- Del ikke luft med nogen, lad være med at mødes med folk uden for din husstand i denne kritiske periode og vær fornuftig og hold afstand, lød det fra borgmesteren i storbyen, der står for knap 8.000 af Californiens 20.000 coronadødsfald.

Kurverne bevæger sig den forkerte vej i Californien (© Californiens sundhedsmyndigheder)

Det er ikke alle, der er lige tilfredse med ordren om at blive hjemme. I amtet Riverside County har sheriffen slået fast, at man ikke vil håndhæve guvernørens ordre.

Heller ikke bar-ejeren Camila Dizon er tilfreds med de nye restriktioner. Hun siger til CBS News, at hun tror, at nedlukningen vil føre til private sammenkomster i stedet:

Triste rekordtal på tværs af landet

Californien er langt fra alene om at opleve en heftig stigning i smittetilfældene. Ifølge nyhedsbureauet AFP blev der alene lørdag registreret 230.000 nye amerikanske smittetilfælde og 2.527 coronarelaterede dødsfald.

Det sker efter flere uger med over 2.000 dødsfald om dagen. Samtidig har flere eksperter advaret om en kommende stigning i kølvandet på thanksgiving i sidste uge, hvor millioner af amerikanere rejste hjem til deres familier for at fejre højtiden.

I går var over 101.000 amerikanere indlagt som følge af covid-19. Det er det højeste tal på noget tidspunkt under pandemien.

Ifølge det amerikanske medie ABC News har USA registreret over 100.000 nye smittetilfælde hver dag i over en måned, mens tallet de seneste tre dage er steget til over 200.000 daglige smittetilfælde.

I øjeblikket dør omkring 88 amerikanere i timen med covid-19, hvilket ifølge mediet er en stigning på 142 procent i forhold til i sidste måned.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter