Demokrater raser over Trump: Korrupt og mafia-agtig

Mens Trumps kritikere står i kø, siger den ukrainske præsident, at han ikke blev presset.

- Donald Trump er den mest korrupte præsident i dette lands moderne historie, skriver Bernie Sanders. (Foto: DREW ANGERER © Scanpix)

Donald Trumps telefonsamtale med den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, har udløst rystelser i amerikansk politik.

I den 30 minutter lange samtale, som fandt sted i juli, opfordrer den amerikanske præsident flere gange sin kollega til at indlede en efterforskning af Joe Biden og hans søn, Hunter Biden, selv om der ikke foreligger beviser for, at de to skulle være indblandet i noget ulovligt. Hunter Biden har siddet i bestyrelsen for et ukrainsk energiselskab.

Joe Biden og søn Hunter Biden er mål for en smædekampagne fra præsidenten, mener Joe Biden. (Foto: Carlos Barria)

Offentliggørelsen af et referat fra samtalen har fået højstående demokrater - og et par republikanere - til at rette heftig kritik mod præsidenten.

Joe Biden, sagens omdrejningspunkt, ligger i øjeblikket lunt i svinget til at blive demokraternes modkandidat til Trump ved præsidentvalget i 2020, og Biden selv er sikker på, at det er for at tilsmudse hans navn, at Trump bad sin ukrainske kollega om en efterforskning.

- (Det er en, red.) krænkelse af hver eneste amerikaner og vores grundlæggende værdier, siger Biden ifølge CNN.

Demokrater raser

Joe Biden er selvsagt ikke den eneste demokrat, der er forarget over Donald Trumps samtale med Volodimir Zelenskij.

Bidens medkandidat Bernie Sanders kommer med en hård dom på Twitter:

- Donald Trump er den mest korrupte præsident i dette lands moderne historie, skriver Trump-kritikeren.

Formanden for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, Adam Schiff, beskylder Donald Trump for at bruge mafia-metoder til at sikre sig Ukraines støtte i det, han over for CNN kalder 'en klassisk mafia-agtig afpresning'.

- Dejligt land, du har dig der. Det ville være en skam, hvis der skete noget med det, tilføjer demokraten halvsarkastisk på Twitter med henvisning til teorien om, at Donald Trump tilbageholdt økonomisk støtte til Ukraine, indtil Volodimir Zelenskij lovede at indlede en efterforskning.

Også Hillary Clinton er blandt dem, der har ytret sin utilfredshed med Donald Trump, efter at nyheden om telefonsamtalen kom frem.

På Twitter skriver hun, at Donald Trump har forrådt USA og er en 'klar og tydelig fare mod de ting, der holder os frie og stærke'. Clinton skriver også, at hun støtter den rigsretsproces, som formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, satte i gang i går.

Også kritik fra egne rækker

Men det er ikke kun demokraternes kritik, Donald Trump skal stå på mål for. Også republikanere har luftet deres bekymringer over præsidentens opførsel.

- Min reaktion er den samme, som jeg havde for et par dage siden (hvor historien kom frem, red.), hvilket er, at dette forbliver dybt bekymrende, og vi vil se, hvor det fører hen. Men min første reaktion er, at det er bekymrende, siger den republikanske senator Mitt Romney.

South Dakotas senator, republikaneren John Thune, kan heller ikke støtte Trumps handling, siger han til CNN.

- Jeg kan ikke lide at se det, siger han om referatet af samtalen mellem de to præsidenter.

Der er ikke noget at komme efter i sagen om telefonsamtalen, mener Lindsey Graham (i midten). (Foto: Jim Lo Scalzo)

Men præsidenten har naturligvis også sine støtter. Blandt andre republikaneren Lindsey Graham, der siger til CNN, at:

- Fra mit synspunkt ville det være sindssygt at indlede en rigsretssag mod enhver præsident over et telefonopkald som dette.

Donald Trump selv har været klar i mælet omkring telefonsamtalen.

- Der var intet pres. I har bygget det her op til at være opkaldet fra helvede, sagde han med henvisning til referatet tidligere i dag, hvor han også kaldte hele situationen for 'en heksejagt'.

Zelenskij: Jeg blev ikke presset

Og at de tilbageholdne millioner i økonomisk hjælp til Ukraines militær ikke var et redskab til at presse Volodimir Zelenskij, erklærede manden sig selv enig i på et pressemøde.

Her betegnede han samtalen mellem de to præsidenter som 'normal'.

- Vi havde en god telefonsamtale, synes jeg. Den var normal. Vi talte om mange ting, og jeg tror, du kan læse, at ingen pressede mig, sagde præsidenten med henvisning til referatet af samtalen.

Smil og glade miner til et pressemøde med Donald Trump og Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij. (Foto: Saul LOEB © AFP or licensors)

Referatet viser også, at den ukrainske præsident roste amerikanerne og samtidig kritiserede Tyskland, Frankrig og resten af EU.

I samtalen siger Trump, at USA gør en masse for Ukraine, og at USA har været 'meget, meget god for Ukraine'.

Som svar giver den ukrainske præsident Trump helt ret. 'Ikke bare 100 procent, men faktisk 1.000 procent', lyder det.

Vil offentliggøre rapport

Sagen om den omdiskuterede telefonsamtale begyndte, da en endnu ukendt whistleblower luftede sin bekymring omkring Donald Trumps opførsel til efterretningstjenestens øverste ledelse.

Rapporten fra whistlebloweren har været efterspurgt af både demokrater og republikanere, og her til aften siger Donald Trump på et pressemøde, at Det Hvide Hus vil udlevere den til Kongressen.

- Jeg har informeret republikanerne om, at jeg støtter gennemsigtighed om whistleblower-informationerne, selv om det angiveligt var andenhåndsinformationer, siger præsidenten.

Han holder dog fast i sine mistanker til Joe Biden og hans søn, Hunter.

- Jeg insisterer også på gennemsigtighed fra Joe og Hunter Biden for de millioner af dollar, der hurtigt og let blev taget ud af Ukraine og Kina, mens Joe Biden var vicepræsident.

Præsidenten har ikke fremlagt beviser for disse beskyldninger.

På pressemødet anklager præsidenten også en gruppe demokrater for at have opsøgt Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, og truet ham til at samarbejde.

- De truede ham, hvis han ikke gjorde ting for dem. Det er det, de beskylder mig for, men jeg gjorde det ikke.