Demokrater smider republikansk QAnon-støtte ud af flere udvalg

Repræsentanternes Hus stemte i nat for at fjerne Marjorie Taylor Greene fra to udvalg.

Marjorie Taylor Greene blev valgt ind i Repræsentanternes Hus af vælgerne i Georgia ved valget i november. (Foto: © Michael Reynolds, Scanpix)

Der blæser nye vinde i amerikansk politik. Donald Trump har forladt Det Hvide Hus, og Demokraterne har flertal i Kongressen.

Der er dog stadig flere af Trumps tilhængere tilbage i både Senatet og Repræsentanternes Hus, men de får nu også forandringen at føle. I hvert fald det nyvalgte medlem af Repræsentanternes, Hus Marjorie Taylor Greene.

I sin relativt korte politiske karriere har hun igen og igen formået at forarge med sine kontroversielle udtalelser. Blandt udtalelserne er påstande om, at flere skoleskyderier og terrorangrebet mod World Trade Center var iscenesat.

Flere af udtalelserne har hun trukket tilbage, men det har ikke været nok for Demokraterne, der ville straffe hende.

I nat stemte medlemmerne af Repræsentanternes Hus så for at fjerne hende fra to udvalg. 11 republikanere stemte for. Det betød, at der sammenlagt var 230 medlemmer af Repræsentanternes Hus, der stemte for at fjerne hende fra udvalgene, mens 199 stemte imod.

I et tweet takker Marjorie Taylor Greene 'de ægte republikanere', der stod ved hendes side i afstemningen.

Har ændret syn

I et opslag, der nu er fjernet fra Facebook, stod Marjorie Taylor Green angiveligt med et håndvaben og holdt et billede af flere kvindelige demokrater, blandt andre Alexandria Ocasio-Cortez, hvor hun opfordrede folk til 'at gå i offensiven mod disse socialister'.

Hun har offentligt udtalt, at hun støttede QAnon-bevægelsen. Nu siger hun dog, at hun ikke længere tror på den.

Der ud over har hun liket et Facebook-opslag, hvor afsenderen gav udtryk for, at den nuværende formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, skulle have en kugle for panden.

Seneste afsnit af vores USA-podcast Stjerner og Striber handler om Marjorie Taylor Greene

Republikanernes mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, beskylder Demokraterne for at være dobbeltmoralske. Her henviste han til en strid mellem Republikanerne og Demokraterne fra 2019, hvor Republikanerne mente, at demokraten Ilhan Omar udtrykte sig i antisemitiske vendinger.

QAnon-bevægelsen er et sammensurium af alle mulige konspirationsteorier. Blandt andet tror de på, at verden styres af en satanistisk pædofilgruppe, der tapper børns blod.

I videoen her under kan du se, hvad bevægelsen går ud på.