Demokraternes pensionistklub: Derfor kan høj alder være et plus i den mest magtfulde stol

Alderen blandt de amerikanske præsidentkandidater er bemærkelsesværdigt høj, siger forsker.

Bernie Sanders, Joseph Biden og Elisabeth Warren er alle over 70 år gamle. Meget tyder på, at en af dem bliver Demokraternes præsidentkandidat. Men skal vi bekymre os om deres høje alder? (Foto: JONATHAN BACHMAN © Scanpix)

Hvordan kan en mand eller kvinde over 70 år styre verdens mest magtfulde land?

Det spørgsmål bliver stillet mange steder, efter at den amerikanske præsidentvalgkamp spidser til, og feltet efterhånden kun består af pensionsmodne kandidater.

Demokraternes Joseph Biden er 76, Bernie Sanders er 78 og Elisabeth Warren er 70. Og så er der den siddende præsident Donald Trump på 73. Han genopstiller ved præsidentvalget i efteråret 2020.

Senest har den 77-årige mediemogul Michael Bloomberg meldt sig i det demokratiske felt.

- Det er bemærkelsesværdigt, siger Karen P. Munk, der er lektor i psykologi ved Aarhus Universitet og har forsket i alderdom i 30 år.

Lektor: De er kompetente

Hendes og andres forskning viser dog, at et aldrende sind hos en præsident ikke behøver at bekymre vælgerne. Faktisk kan det på mange måder være en fordel at have en høj alder i så tungt et job.

- De her gamle kandidater er på mange måder særdeles kompetente, siger Karen P. Munk.

Tidligere har opfattelsen været, at stigende alder var lig med et generelt fald i hjernens funktionsevne, men det er nu tilbagevist i forskningen.

- Man udvikler igennem livet en stigende kognitiv (tænkning, red.) kompleksitet i forhold til den sammenhæng, man har levet i. De er meget mere erfarne og indsigtsfulde, siger Karen P. Munk.

- Fordomme om, at der kun foregår kognitiv tilbagegang med alderen, er skabt på baggrund af meget simple undersøgelser, som for eksempel hvor hurtigt man kan trykke på en knap, siger hun og påpeger, at det først rigtigt går ned ad bakke med for eksempel reaktionsevner som 80-årig.

Én ting er indsigt og erfaring, noget andet er helbredet og muligheden for rent fysisk at kunne klare et så hårdt job som det er at være præsident i USA - med masser af rejseaktivitet, og beslutninger der skal tages hele tiden.

Her kan der selvfølgelig opstå problemer, understreger Karen P. Munk.

- Deres alder kan komme efter dem, hvis de udvikler et skrøbeligt fysisk helbred, siger hun.

Ved hvad de kan magte

For nylig måtte den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders trække sig fra valgkampen efter at have fået et hjerteanfald. I valgkampen i 2016 var helbred også et emne, der blev diskuteret, særligt efter at Hillary Clinton blev ramt af lungebetændelse.

Men ifølge Karen P. Munk lærer de ældre kandidater over årene at tage højde for deres skavanker og dermed minimere de negative konsekvenser af en skrantende fysik.

- De får større indsigt i, hvad de kan og ikke kan. De bliver bedre til at udvikle strategier og overblik, så de bedre kan klare sådan en kompleks opgave som at være præsident i USA, siger forskeren.

De senere års forskning har påvist, at sund kost - og særligt motion - kan påvirke aldring i en positiv retning, så du ikke oplever så stor en tilbagegang i indsigt og erfaring.

Donald Trump har aldrig lagt skjul på, at han er vild med fast food. Men det behøver ikke betyde noget for hans evner til at styre USA. (Foto: Brad Mills © Scanpix)

Det er dog ikke noget, der lader til at have påvirket eksempelvis Donald Trump, der elsker fast food, sodavand og chokoladekager.

- Men der er også individuelle forskelle på, hvor følsom man er over for en dårlig livsstil. Nu ryger Donald Trump mig bekendt ikke eller drikker meget alkohol. Det trækker i en god retning for ham, siger Karen P. Munk.

Så hvis du var amerikansk vælger på vej ind i stemmeboksen, så ville du overhovedet ikke bekymre dig om kandidaternes alder?

- Nej.