Det amerikanske præsidentvalg 2020

Demokratisk debat fokuserede på økonomi og sundhed: 'USA's regering er korrupt'

Senator Warren gjorde sig bemærket i nattens debat, vurderer USA-korrespondent.

Den amerikanske regering er korrupt, og det skal der laves om på.

Sådan lød budskabet, der var med til at sparke gang i kampen om at blive den kandidat blandt USA's demokrater, som skal udfordre Donald Trump ved præsidentvalget i 2020.

For i nat begyndte udskillelsesløbet for alvor i form af den første af to tv-transmitterede debatter i byen Miami i delstaten Florida - en af de helt afgørende svingstater ved præsidentvalget.

Ti kandidater ud af tyve var på scenen, og den brede gruppe tæller alt fra senatorer til borgmestre, mænd og kvinder, sorte, brune og kandidater med et aldersspænd fra 37 til 77 år.

Warren har politiske planer for alt

Blandt hovedtemaerne ved gårsdagens debat var immigration, sundhed og ikke mindst økonomi, som blandt andet var det, der fik senator fra delstaten Massachusetts Elizabeth Warren til at slå fast, at regeringen var korrupt.

- Vi har brug for strukturelle ændringer i vores regering, vores økonomi og i vores land, sagde hun og satte dagsordenen, som flere af kandidaterne fulgte.

Senator fra Massachusetts Elizabeth Warren slap godt fra den første af mange debatter i det demokratiske parti. (Foto: Joe Raedle © Scanpix)

Og Elizabeth Warren er da også en af de kandidater, som har en politik klar på de fleste områder, lyder det fra DR's USA-korrespondent, Steffen Kretz.

- Senator Warren hører til den mere progressive fløj i partiet. Hun vil have et offentligt betalt sundhedssystem, som vi kender det, beskatte de rigeste og bryde monopolerne for techgiganter, siger Steffen Kretz og henviser til blandt andet Google og Facebook.

- Hun mener, at USA er blevet et land, hvor de rige individer og virksomhederne systematisk bliver tilgodeset på bekostning af helt almindelige mennesker, uddyber han.

Han påpeger, at Warren ligger blandt topkandidaterne i de fleste meningsmålinger - omend understreger han, at de skal tages med et vist gran salt - og at hun appellerer til den type vælgere, som måske før har stemt demokratisk, men som i 2016 valgte at stemme på Donald Trump.

- Det er arbejderklassevælgere fra eksempelvis Midtvesten, der ved sidste valg stemte på Trump, fordi han formåede at sætte ord på deres frustration og vrede over ikke at kunne få et job, ikke at kunne betale regninger og som måske har en frygt for, at immigranter kommer og tager deres job, siger Steffen Kretz.

'Grænsesituation er uacceptabel'

Og netop immigration var et andet tema, der var oppe at vende ved nattens debat, og den pressede situation på USA's sydlige grænse mod Mexico bragte sindet i kog hos flere af de demokratiske kandidater, heriblandt senator fra New Jersey Corey Booker, der på spansk udtrykte sin frustration.

- Situationen er uacceptabel. Trump har fløjtet til angreb, han har dæmoniseret immigranterne, men det har jeg tænkt mig at ændre, lød det fra Corey Booker.

Tidligere boligminister, Julian Castro, og Cory Booker, senator fra New Jersey, diskuterede blandt andet immigration ved nattens debat i Florida. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

Det er et erklæret mål for Trump-administrationen at nedbringe antallet af immigranter. Og det er de mange migranter fra de mellem- og sydamerikanske lande, hvor mange flygter fra vold, korruption og fattigdom, som er målet.

Administrationen har ændret asylprocessen, hvilket betyder, at ansøgere skal vente i Mexico, mens deres ansøgning behandles. I desperation forsøger mange alligevel at krydse grænsen til USA, og det har ført til flere dødsfald. Senest illustreret ved et omdiskuteret billede af en far, der blev fundet druknet med sin datter i en flodkant i Mexico nær grænsen.

To af demokraterne på scenen i nat kommer fra grænsestaten Texas, og den tidligere boligminister Julian Castro gjorde det under debatten klart, at han er klar til at afkriminalisere ulovlige immigranter.

Alderspræsidenter indtager scenen

Igen i nat klokken 03.00 dansk tid er der debat i Miami, og denne gang vil det blandt andet være de kandidater, der i øjeblikket klarer sig bedst i meningsmålingerne: tidligere vicepræsident Joe Biden og senator Bernie Sanders.

Med en alder på henholdsvis 76 og 77 år er der tale om feltets alderspræsidenter. De er dog stadig favoritter, men ifølge DR's USA-korrespondent er det også værd at holde øje med feltets yngste:

Borgmester i byen South Bend i delstaten Indiana Pete Buttigieg er tidligere veteran fra Afghanistan. (Foto: Randall Hill © Scanpix)

En borgmester fra delstaten Indiana, som den tidligere præsident Barack Obama allerede i 2016 udpegede som en af partiets fremtidige stjerner.

- De fleste kender jo Joe Biden, som har et klart budskab: "Jeg kan slå Trump". Så er der Bernie Sanders, oprøreren fra valget i 2016, som stolt kalder sig socialist og ser Danmark som et forbilledeligt samfund, siger han og fortsætter:

- Og så er der borgmester Pete Buttigieg, som indtil for et halvt år siden var ukendt. Han er generationskandidaten, den unge, som har aktiver i fremtiden, 37 år gammel og lidt af et stjerneskud, siger Steffen Kretz.

Her er de 21 kandidater, der håber på at blive Demokraternes præsidentkandidat:

  • Joe Biden. Den tidligere vicepræsident har ført alle foreløbige meningsmålinger - også inden hans kandidatur blev officielt. Den 77-årige Biden er dog også mødt med kritik for at være repræsentant for det "gamle parti" i en tid, hvor der efterlyses nye kræfter, og gamle sager om upassende adfærd over for kvinder og hans rolle i Clarence Thomas-høringerne tilbage i begyndelsen af 90'erne har fyldt i den første del af hans kampagne. (Foto: Ethan Miller © Scanpix)
  • Bernie Sanders. 78-årige Sanders er senator fra delstaten Vermont og kalder sig selv demokratisk socialist. Han tabte i 2016 til Hillary Clinton, men mener at mange af hans ideer fra dengang har vundet støtte og vil derfor bygge videre på samme fundament: Sundhedsforsikring til alle, gratis offentlige uddannelser og en mindsteløn på omkring 100 kroner i timen. (Foto: SPENCER PLATT © Scanpix)
  • Tulsi Gabbard. Blev valgt ind i Repræsentanternes Hus i 2012 for Hawaii. Har gjort tjeneste i Irak og været imod USA's militære interventioner. Til mærkesager hører en reform af kriminallovgivningen, klimaindsats og sundhedsreform. (Foto: Scott Audette)
1 / 3

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter