Demonstrant i Paris: “Tingene vil eksplodere i aften”

Tusindvis af aktivister kæmper mod politiet i Paris. Mindst 30 personer er blevet såret, og over 500 anholdt.

De voldelige demonstrationer fortsætter i Paris på trods af, at politiet er massivt tilstede. (Foto: LUCAS BARIOULET © Scanpix)

Udstyret med baseball-bat, brosten og gasmasker kæmper tusindvis af demonstranter lige nu mod politiet i Frankrigs hovedstad.

På trods af et talstærkt politi, der forsøger at holde situationen under kontrol - blandt andet ved at affyre tåregas og vandkanoner - er der fortsat hårde sammenstød i det centrale Paris.

Flere steder er biler, affalds-containere og vindues-skodder sat i brand.

- Vi har været i knæ, og de skød tåregas på os. Tingene vil eksplodere i aften, kan jeg godt fortælle dig, siger en af demonstranterne, 21-årige Yanis Areg, ifølge Reuters.

Mindst 500 personer er indtil videre blevet anholdt, og flere end 30 personer er blevet såret under urolighederne.

I alt har over 30.000 demonstranter været på gaden i Frankrig i løbet af dagen.

Protesterne, der er startet af ‘De Gule Vestes Bevægelse’, opstod som følge af forhøjede afgifter på benzin og diesel, som præsident Emmanuel Macron indførte.

Den franske regering har siden afblæst de nye afgifter, men det har bestemt ikke stoppet aktivisternes kamp, der har udviklet sig til at handle om den generelle økonomiske situation i Frankrig. Demonstranterne mener, at politiske reformer, som Macron står bag, er skyld i reallønsnedgang, faldende købekraft og økonomisk ulighed.

Ifølge DR’s korrespondent Stéphanie Surruge vil franskmændene have flere indrømmelser, og derfor fortsætter demonstrationerne nu.

- Folkene bag 'De Gule Veste' har aldrig kun haft et enkelt krav. For dem handler det om købekraft. De vil simpelthen have flere penge mellem hænderne, siger hun.

Mindst 500 personer er blevet anholdt under lørdagens demonstrationer i Paris. (Foto: Yoan Valat © Scanpix)

Frankrigs premierminister, Edouard Philippe, har forsøgt at opfordre demonstranterne til at stoppe volden.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, så det kan blive en dag uden vold. Så den dialog, vi startede i denne uge, kan fortsætte under de bedst mulige omstændigheder, sagde han på fransk TV.

Et anarkistisk fænomen

DR.dk har tidligere talt med Jørn Boisen, der er forsker i fransk samfund og historie på Københavns Universitet.

Han forklarer, at De Gule Veste er “et forholdsvist anarkistisk og nyt fænomen, der er vokset udenom de gængse kanaler”.

- Det er nok mest folk fra det ekstreme højre, der forsøger at tage kontrol over bevægelsen, og de er der sammen med folk fra det ekstreme venstre, så det er et sammenrend af ekstremer, med en fælles interesse i at angribe centrum. Men der er ingen af dem, der rigtig har nogen legitimitet, så der er ikke nogen til at indgå aftaler, og selv hvis der bliver indgået aftaler med dem, er det ikke sikkert, at alle vil føle sig forpligtet til at overholde dem, forklarer Jørn Boisen.

14 særligt bevogtede zoner i Paris har lukket ned hele weekenden. Derudover er også Eiffeltårnet lukket for offentligheden, og Paris føles i øjeblikket som en spøgelseshovedstad, fortæller Stéphanie Surrugue.

- 30 metrostationer er lukket, stormagasinerne er lukket her midt i julesalget, Louvre-museet er lukket, og julemarkederne er lukket. Det hele handler om at forsøge at beskytte byen mod den voldsbølge, som vi så her i sidste weekend, siger hun.

De voldelige demonstrationer har særligt foregået i gaderne omkring Triumfbuen i det centrale Paris. (Foto: ZAKARIA ABDELKAFI © Scanpix)
Facebook
Twitter