Demonstranter efter Macrons tale: Vi vil se beviser

Præsidenten forsøgte at imødekomme demonstranter i tv-tale, men han mødes af skepsis.

- Han har lyttet til vores protester, men han har ikke svaret fyldestgørende. Han har kun koncentreret sig om emner, som han selv finder vigtigt.

Sådan lyder reaktionen fra Hafid Baba-Aissa, som DR Nyheder mødte på en bar i Paris i aftes efter præsident Macrons tv-tale.

For efter fire ugers voldsomme demonstrationer satte præsidenten sig i går til rette foran et kamera og talte direkte til franskmændene.

Han lovede, at planlagte skattelettelser vil blive iværksat hurtigt, ligesom en skat, der rammer pensionister med lav indkomst, vil blive fjernet næste år. En tidligere annonceret stigning i mindstelønnet svarende til 100 euro om måneden (cirka 750 kroner) vil også komme til at gælde fra januar.

13 minutters tale er ikke meget

Netop præsidentens melding om mindstelønnen formilder en af demonstranterne fra ”De Gule Veste”, som nyhedsbureauet AP talte med:

- Jeg lyttede nøje til, hvad præsidenten sagde. Vi har jo ventet på ham i lang tid, så 13 minutters tale er ikke meget i forhold til det antal dage, vi har demonstreret, siger Milliau, som ikke nævner sit efternavn.

- Men der var nogle beroligende elementer. Han tog et første stort skridt. Han har mange flere at tage. Forøgelsen af mindstelønnen er en god ting, og 100 euro er meget godt. For pensionister er det et skridt fremad, siger han.

I tv-talen kritiserede Macron også den "uacceptable vold", men siger samtidig, at vreden i landet er "dyb og berettiget".

To andre demonstranter fra ”De Gule Veste”, Dominique og Michele, fortæller AP, at de bruger timer på at demonstrere i en rundkørsel i byen Magencel tæt på grænsen til Schweiz.

For selv om Macron vil tage øjeblikkelige skridt til at ændre skatteregler og andet, der rammer arbejderklassen på pengepungen, mener Dominique, at problemet er præsidenten selv.

- Han har mistet al troværdighed, og folk stoler ikke på ham, siger han.

- Han bør gå af.

Michele er ikke imponeret og vil se beviser, før hun tror på præsidentens ord.

I fire uger har Frankrig været præget af voksende demonstrationer, som protestbevægelsen "De Gule Veste" står bag.

Voldelige demonstrationer

I begyndelsen var det en planlagt afgift på brændstof, som fik franskmændene på gaden. Men siden har protesten udviklet sig til at gælde en lang række økonomiske problemer for især lavtlønnede i Frankrig.

I de seneste weekender har demonstrationerne udviklet sig voldeligt.

I løbet af dagen i går holdt Macron krisemøde med sine ministre og med repræsentanter for flere af landets største fagforeninger efter en weekend, hvor over 2.000 demonstranter blev anholdt, heraf flere end tusinde i Paris.

Facebook
Twitter