Demonstranter gik på gaden mod Bolsonaro i 200 byer: 'Brasilianerne er rasende lige nu"

Præsident Bolsonaros coronahåndtering kan ende med at koste ham magten, vurderer DR's Sydamerika-korrespondent.

Demonstranter var i går på gaden i 200 byer i protest mod præsident Bolsonaros håndtering af coronakrisen. (Foto: ANDRE COELHO © Ritzau Scanpix)

Titusinder af utilfredse brasilianere indtog i går gaderne i over 200 af landets byer.

Det gjorde de i protest mod Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, som de vil have afsat eller stillet for en rigsret på grund af hans håndtering af coronakrisen.

Brasilien har indtil videre registreret over 461.000 coronadødsfald, hvilket gør det sydamerikanske land til et af de hårdest ramte lande i verden.

Det har ført til heftig kritik af præsidenten, der sidste år beskrev virusset som "en lille influenza" og nægtede at bære mundbind, indtil han blev pålagt det af en domstol.

  • Gårsdagens demonstrationer var ifølge Reuters i høj grad arrangeret af venstreorienterede politiske partier, fagforeninger og studenterforeninger (Foto: Nelson Almeida © Ritzau Scanpix)
  • I millionbyerne Rio de Janeiro og Brasilia lyder meldingerne, at demonstrationerne forløb roligt. (Foto: Ueslei Marcelino © Ritzau Scanpix)
  • Men længere nordpå i landet blev protesterne blevet afbrudt af politiet med tåregas og gummikugler, skriver Ritzau. (Foto: INSTAGRAM @hugomunizzz © Ritzau Scanpix)
  • Her ses en såret demonstrant i Recife i det nordøstlige Brasilien. (Foto: INSTAGRAM @hugomunizzz © Ritzau Scanpix)
  • Nogle af Bolsonaros kritikere beskylder ham for folkemord, efter over 460.000 af deres landsmænd er døde med covid-19. (Foto: Pilar Olivares © Ritzau Scanpix)
  • Demonstranterne ønsker blandt andet, at Bolsonaro stilles for en rigsret, og at der bliver sat skub i landets vaccineudrulning. Her ses demonstranter i storbyen Sao Paulo. (Foto: Fernando Bizerra © Ritzau Scanpix)
1 / 6

Utilfredsheden har ulmet længe, men gårsdagens demonstrationer var de største i Brasilien, siden coronakrisen brød ud. Det hænger sammen med, at præsidentens håndtering af pandemien i øjeblikket er genstand for en kommissionshøring i det brasilianske parlament.

Her skal man afklare, om Bolsonaro og hans regering har gjort sig skyldige i at forværre sundhedskrisen i Brasilien, forklarer DR's Sydamerika-korrespondent, Kristian Almblad.

Det betyder, at brasilianerne aften efter aften får serveret voldsomme beskyldninger mod Bolsonaro-regeringen, når de tænder deres fjernsyn.

- Brasilianerne ser hver dag vidner fortælle om, at regeringen har negligeret tilbud om at få vacciner og ligefrem modarbejdet vacciner, og derfor er brasilianerne rasende lige nu, siger korrespondenten.

Bolsonaro har gjort Brasilien til et laboratorium for virusmutationer, mener skolelæreren Juliano Teixeira, der i går var på gaden i Rio de Janeiro:

Vil have ham fjernet fra magten

Ifølge senatoren Renan Calheiros, der leder kommissionsundersøgelsen, har præsidenten aldrig villet købe coronavacciner. Han har i stedet satset på, at Brasilien skulle opnå flokimmunitet.

Gennem det seneste år har Jair Bolsonaro flere gange forsvaret sin coronakurs og peget på, at hans modstand over for nedlukninger handler om at sikre millioner af brasilianeres levebrød.

Men meningsmålinger peger alligevel på voksende vrede over Bolsonaro-regeringens håndtering af pandemien, og i øjeblikket støtter 57 procent af brasilianere en rigsretssag mod præsidenten, skriver The Guardian.

- Jeg ved ikke, om vi kan, men vi må få ham fjernet fra magten. Han dræber folk, lyder det fra demonstranten Jonas Davanco, der i går var troppet op i Sao Paulo.

Bolsonaro-kritikerne får mulighed for at fjerne præsidenten om lidt over et år, da der er valg i Brasilien. Her kan Bolsonaros coronahåndtering ende med at koste ham magten, pointerer Kristian Almblad.

- Han har ikke længere den samme opbakning i meningsmålingerne, som han havde før corona, siger han.

Samtidig er det værd at huske på, at der er kommet en seriøs rival på banen, påpeger korrespondenten.

Den tidligere populære præsident Luiz Inacio Lula da Silva har nemlig fået annulleret en række korruptionsdomme, og derfor kan han stille op til næste års valg.

Venstrefløjspolitikeren blev modtaget som en helt af sine tilhængere, da han blev løsladt i november 2019:

- Kigger man på meningsmålingerne, er Lula faktisk langt foran Bolsonaro. Det bliver formentlig et slagsmål mellem de to, og hvis man tager temperaturen på Brasilien lige nu, så står Lula altså med meget gode kort i forhold til at vælte Bolsonaro af pinden næste år, siger Kristian Almblad.

Hårdt ramt af pandemien

Covid-19 tog sit første brasilianske offer i midten af marts sidste år, og siden har virusset bidt sig fast uden at give slip.

Selv efter flere ugers nedadgående kurver ligger det daglige dødstal på knap 2.000 mennesker om dagen i Brasilien.

Tusinder af brasilianere dør fortsat med covid-19. (© Ourworldindata.org)

Sidste forår vakte Bolsonaro flere gange opsigt ved blandt andet at trodse myndighedernes retningslinjer og lokale forsamlingsforbud ved blandt andet at dukke op ved demonstrationer mod coronarestriktioner, ikke at bære mundbind og give hånd til sine tilhængere.

Præsidenten afviste flere gange behovet for isolation og kritiserede brasilianske guvernørers beslutninger om at lukke ned. Han sagde, at tiltagene tenderede "hysteri".

Præsidenten talte blandt andet foran en stor skare ved en demonstration i Brasilia den 19. april sidste år. (Foto: Ueslei Marcelino © Ritzau Scanpix)

Sidste juni valgte det brasilianske sundhedsministerium så at fjerne flere måneders data om covid-19, og det annoncerede, at man fremover kun ville oplyse om antallet af nye dødsfald.

Det tolkede kritikere som et forsøg på at dække over problemets omfang på et tidspunkt, hvor 35.000 var registreret døde, men det reelle tal mentes at være højere.

Måneden efter blev præsidenten selv smittet med covid-19, og siden er det brasilianske dødstal steget med omkring 400.000. Men præsidenten har holdt fast i sin kontroversielle linje.

Herunder i marts, da Brasilien havde verdens højeste antal daglige dødsfald.

- Nok postyr og klynk. Hvor længe skal gråden fortsætte? Hvor meget længere vil I blive derhjemme og lukke alting. Ingen kan holde det ud mere. Vi er kede af dødsfaldene, men vi skal have en løsning, lød det dengang fra Bolsonaro.

I skrivende stund har lidt over 21 procent af brasilianerne modtaget mindst én dose af en coronavaccine, mens halvt så mange er færdigvaccinerede.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk