Demonstranter griner af G7-temaet: 'Et ædegilde for syv kammerater'

Macron har givet weekendens G7-topmøde temaet 'ulighed'. En joke, mener franskmændene.

Stats- og regeringscheferne for syv af verdens rigeste industrilande mødes for at diskutere blandt andet handel, klima, ligestilling og sikkerhedspolitik, når årets G7-topmøde i morgen begynder i badebyen Biarritz i det franske baskerland.

Magthaverne får imidlertid selskab af mellem 5.000 og 10.000 demonstranter fra hele Europa.

Demonstranterne protesterer mod globalisering, neoliberalisme og social ulighed, og de kræver markant mere handling på klima- og ligestillingsområdet.

Flere end 12.000 politibetjente og gendarmer danner sammen med spanske og franske soldater en jernring omkring Biarritz, hvor præsident Emmanuel Macron tager imod blandt andre USA’s præsident, Donald Trump, og Storbritanniens nyudnævnte premierminister, Boris Johnson.

Den franske præsident har erklæret, at temaet for det officielle G7-topmøde er ”bekæmpelse af ulighed”.

Et udsagn, der ligger et sted mellem en vittighed og en provokation, mener demonstranterne.

- Der kommer ingen løsninger ud af det officielle G7-topmøde. Det er bare et ædegilde for syv kammerater, der vil forsvare deres egne interesser, siger Eñaut Arramendi, der er talsmand for moddemonstrationen Alternative G7.

Facebook
Twitter