Demonstranter i Hongkong trækker sig

Størstedelen af demonstranterne i Hongkong har overholdt en deadline om at gå hjem inden mandag morgen. Men en lille gruppe bliver og vil kæmpe videre for demokrati.

I Hongkong ser det ud til, at livet så småt er ved at vende tilbage til normal efter små to uger med massive pro-demokratiske protester i gaderne i det, der er blevet døbt 'paraply-revolutionen'.

På live-optagelser fra byen, mandag morgen dansk tid, ses farvestrålende telte i vejkanten, men gaderne er ikke længere fyldt med demonstranter, som de seneste 11 dage har fyldt byen med krav om demokrati.

De kan følge med live fra gaderne i Hongkong i videoen øverst oppe.

Langt de fleste demonstranter har valgt at overholde regeringens ultimatum om at standse protesterne inden mandag morgen lokal tid.

- De er trætte. Mange har sovet på gaden i over en uge og er nu gået hjem for at afvente, hvad der skal ske, siger DR's Asien-korrespondent Hanna Leanderdal, der befinder sig i Hongkong.

Studenterlederen Alex Chow siger dog til Reuters, at protesterne på ingen måde er slut, blot fordi mange er taget hjem:

- Folk har brug for hvile, men de kommer tilbage. Det betyder ikke, at bevægelsen er mindsket i styrke. Mange støtter den stadig, siger han.

'Det er vigtigt, at nogen bliver'

Der er omkring 500 demonstranter tilbage på gaden i Hong Kong og langt de fleste af dem siger, at de vil blive.

For den 23-årige sygeplejerske-studerende Fu var det særlig vigtigt at være på gaden her til morgen.

- Jeg vidste, at der ville være meget få mennesker her til morgen, så jeg er her for at støtte op. Det er vigtigt, at nogen bliver og fortsætter med at give udtryk for vores krav, fortæller hun til DR.

Samme indstilling findes hos 20-årige Du, som heller ikke har planer om at forlade gaden:

- Der er ikke noget at være bange for - de, der er bange, er allerede taget hjem. Vi har et mål, og det kæmper vi videre for. Vi kræver fortsat at regeringschefen går af, han har trådt over grænsen, og vi fortsætter med demonstrationerne. Jeg er i hvert fald ikke på vej hjem, siger han.

Nu vil repræsentanter fra protestens ledende bevægelser indlede forhandlinger med regeringen i Hongkong. I første omgang skal de blive enige om rammer for de reelle forhandlinger.

Demonstranternes to overordnede krav er at få indført demokrati og at Hongkongs regeringschef Leung Chun-ying trækker sig. Der er dog intet, der tyder på, at regeringen har tænkt sig at give efter for nogle af kravene.

- Alle er afventende lige i øjeblikket, siger Hanna Leanderdal fra Hong Kong.

Facebook
Twitter