Demonstranter kræver nyvalg på grund af brexit-krise

Med inspiration fra den franske bevægelse De Gule Veste kræver britiske demonstranter nyvalg.

Både tilhængere og modstandere af Brexit dukkede op til lørdagens demonstrationer. (Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS © Scanpix)

Tusinder af demonstranter samledes i eftermiddags i det centrale London for at kræve et nyvalg til parlamentet i lyset af den britiske skilsmisse fra EU, der nærmer sig i horisonten.

Politikere og fagforeningsledere fra hele landet deltog i demonstrationen, der også var en protest mod den økonomiske ulighed.

Såvel økonomiske stramninger som brexit har splittet briterne, mener arrangørerne bag demonstrationen.

Krise efter krise har forværret sundhedssystemet, skolerne og hjælpen til de dårligst stillede, mener Steve Turner fra fagforeningen Unite.

- Vi har en regering, der er fuldkommen ude af trit med den daglige frygt og bekymring, som de fleste mennesker i dette land oplever, siger han.

- Siden de konservative kom til magten, er hjemløsheden blevet fordoblet, tilføjer Turner.

Inspiration fra Frankrig

Arrangørerne vurderer selv, at der var 5.000-10.000 deltagere ved dagens demonstration, mens flere medier sætter tallet lidt lavere.

Mange af demonstranterne bar gule veste, inspireret af bevægelsen De Gule Veste, som i ni weekender i træk har demonstreret i Frankrig.

Mindst to franske aktivister var til stede ved dagens demonstration i London.

- Vi er her for at vise opbakning, siger den 61-årige Erick Simon fra Frankrig.

- Jeg vil mene, at Gule Veste-bevægelsen i Frankrig er den samme, som den der vokser frem i England. Folk har fået nok af fattigdom, uretfærdighed og social og finansiel uretfærdighed, siger han til det franske nyhedsbureau AFP.

/ritzau/dpa

Facebook
Twitter