Demonstranter stopper norsk regentpars bil i Chile

Kong Harald og dronning Sonja i nærkontakt med modstandere af lakseopdræt.

Det norske regentpar, dronning sonja og kong Harald, har været i nærkontakt med modstandere af lakseopdræt i Chile. (Foto: Junge © Scanpix)

Det norske regentpar, dronning Sonja og kong Harald, blev søndag omringet af demonstranter i Chile.

Regentparret sad i en kortege af biler, da de blev mødt af utilfredse demonstranter i forbindelse med et statsbesøg, skriver norske Dagbladet.

Parret var på vej fra lufthavnen, da demonstranterne mødte kortegen med plakater og slagord.

Flere af demonstranterne havde kroner på hovedet.

Det skete i den lille by Puerto Williams i det sydlige Chile.

- 30-40 demonstranter dukkede op nærmest ud af ingenting, omringede bilerne og slog løs på taget, siger Dagbladets reporter på stedet ifølge avisen.

Utilfredshed med norsk lakseopdræt

Også tidligere i løbet af statsbesøget er regentparret blevet mødt af demonstrationer, skriver nyhedsbureauet NTB.

Lørdag blokerede demonstranter for dronning Sonja og kong Harald på et torv i byen Punta Arenas.

Demonstranternes utilfredshed handler blandt andet om norskdrevet lakseopdræt i området og dets effekt på miljøet.

Lørdag valgte regentparret at gå i dialog med demonstranterne på torvet.

Dronning Sonja og kong Harald stoppede således op for at snakke med dem og afviser, at de var urolige i den forbindelse.

Det seks dage lange statsbesøg slutter søndag.

/ritzau/

Facebook
Twitter