Mandag eftermiddag skete det, som tusindvis af demonstranter har kæmpet imod i flere måneder.
Israels parlament, Knesset, vedtog første del af en omstridt retsreform, der begrænser landets højesteret.
Afstemningen var kun den første led i en større retsreform, som kritikere mener, vil gøre regeringen i stand til at udøve magt helt uden kontrol. Og derfor er demonstrationerne da også langt fra slut.
Der har været demonstranter foran Knesset hele weekenden, men mandag aften eskalerede demonstrationerne i landet, da en bil kørte gennem en folkemængde i det centrale Israel.
I en video, der bliver delt flittigt på sociale medier, ser man en hvid bil køre direkte ind i en folkemængde på en motorvej, som demonstranterne blokerede.
Her kan du se videoen. Kilde: Twitter @BosmatEilat
Israels politi oplyser, at bilen har ramt tre personer, der er kommet lettere til skade. Bilen kørte væk fra scenen, men føreren er nu blevet anholdt.
- Efter en hurtig efterforskning anholdt politiet ejeren af køretøjet, der er i starten af 20'erne, lyder det fra politiet.
Ild og vandkanoner
Episoden med bilen er ikke den eneste voldsomme scene, vi har set mandag aften.
I løbet af dagen er flere og flere demonstranter stødt til, og protesterne har udviklet sig til sammenstød mellem demonstranter og politi.
Politiet har blandt andet skudt med vandkanoner, og anholdt mindst 20 personer indtil videre. Samtidig viser videoer demonstranter sætte ild til ting, mens brandmænd desperat forsøger at slukke ilden igen.
Alt imens der er ild i gaderne, holdt premierminister, Benjamin Netanyahu, en tale mandag aften, for første gang siden reformen blev vedtaget tidligere på dagen.
I videoen siger Netanyahu, at retsreformen er ‘et nødvendigt skridt for demokratiet’ og insisterer på, at Højesteretten fortsat vil være uafhængig.
Omvendt har en tidligere højesteretsdommer tidligere kaldt reformen for "det første skridt mod diktatur".
I sin tale siger Netanyahu, at han håber på, at man kan nå til enighed med oppositionen omkring de øvrige dele af reformen, der skal stemmes om i november.
Reformen blev vedtaget med 64 stemmer for og nul stemmer imod. Der er 120 medlemmer i Knesset, men oppositionen forlod forhandlingerne inden afstemningen.
Netanyahu opfordrer også militæret til at holde sig ude af den politiske debat. Tusindvis af reservister har truet med et boykot, hvis reformen blev stemt igennem.