Demonstrationer i Pakistan ikke så voldsomme

I Pakistan har der været demonstrationer i byer over hele landet mod Muhammed-tegningerne, men antallet har været færre end tidligere, og de har ikke været nær så voldsomme.

Demonstrationerne i Pakistan har ikke været så omfattende og voldsomme som ventet (Foto: REUTERS/Zahid Hussein © Scanpix)

Overalt i Pakistan har der været demonstrationer mod tegningerne af profeten Muhammed, men protesterne har været mere fredelige end forventet - og færre har deltaget i dem.

En af de største aktioner var i Peshawar, hvor cirka 5.000 demonstranter brændte et billede af præsident George Bush.

I en provins nær den afghanske grænse råbte 3.000 demonstranter "Død over Danmark" og Død over USA" samtidig med, at de brændte Dannebrog af.

Politi og soldater på patrulje

I hovedstaden Islamabad har der været et stort opbud af soldater og politibetjente hele dagen - og det har været forholdvis roligt. De har forsøgt at forhindre en gentagelse af sidste uges anti-vestlige demonstrationer, der krævede fem dødsofre.

- Det virker som om, at det store opbud af bevæbnet politi og soldater har skræmt nogen af demonstranterne væk, siger Radioavisens udsendte i Islamabad, Simi Jan.

Demonstrationerne er indkaldt som en protest mod Muhammed-tegningerne, men ses også som et forsøg på at vælte den siddende præsident Pervez Musharraf.

Tidligere i dag blev lederen af den største islamiske oppositionsgruppe sat i husarrest for at forhindre ham i at lede demonstrationerne. Også andre medlemmer af oppositionspartier er blevet anholdt i løbet af natten og i morges.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:533b63a9a11f9d0fcce77d38

Facebook
Twitter