Sharbat Gula, der verden over blev kendt som ’den afghanske pige’ med de gennemborende grønne øjne, er blevet anholdt i Pakistan.
Pigen, der nu er en voksen kvinde i 40’erne, blev tirsdag arresteret i byen Peshawar, fordi hun ifølge de pakistanske myndigheder har forfalsket dokumenter og opholdt sig ulovligt i landet. Det skriver CNN.
Sidste år blev Sharbat Gula anholdt for lignende anklager, men blev senere løsladt igen. Bliver hun dømt denne gang, risikerer hun op til 14 års fængsel eller udsendelse, skriver mediet.
Sharbat Gula var 12 år gammel, da fotografen Steve McCurry fangede den forældreløse pige med sit kamera i en flygtningelejr på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan. Det var i 1984 under den sovjetiske invasion af Afghanistan.
Først 17 år senere, da Steve McCurry opsøgte Sharbat Gula igen, fik han og resten af verden pigens navn at kende. Da havde Sharbat Gula endnu ikke set sit verdenskendte portræt.
I dag er fotografen oprevet over anholdelsen og vil gøre sit for at hjælpe hende retsligt og økonomisk.
- Jeg protesterer på det stærkeste imod autoriteternes handling. Hun har lidt nok i hele sit liv, og anholdelsen er en grov overtrædelse af hendes menneskerettigheder, siger Steve McCurry til CNN.
De grønne øjne repræsenterer tusindvis af afghanere
Fra FN’s flygtningeagentur, UNHCR, lyder det, at man kun kan gå ind i sagen, hvis Gula registrerer sig som flygtning.
- Sharbat Gula falder under kategorien ’udokumenterede migranter’, og UNHCR kan ikke blande sig, fordi hun ikke er en registreret flygtning, siger Duniya Khan fra agenturets pakistanske afdeling til CNN.
Ifølge Human Rights Watch har millioner af afghanere gennem årene søgt tilflugt i Pakistan som følge af krigen i deres hjemland.
Menneskerettighedsorganisationen oplyser, at Pakistan siden 1. juli har hjemsendt 370.000 afghanere, hvoraf næsten 220.000 er registrerede flygtninge.
- De bliver en del af mere end en million internt fordrevne i Afghanistan, der kæmper for at overleve i et land, der stadig er hærget af konflikt og fattigdom, siger gruppen i en udtalelse.
Den Internationale Organisation for Migration (IOM), der kæmper for udokumenterede flygtninge og deres rettigheder, kalder anholdelsen af Sharbat Gula et eksempel på det stigende pres, der fra pakistansk side er på afghanske flygtninge for at vende hjem.
- Det er en illustration af situationen i Pakistan, at det her nu sker for en kendt person, der er højere profileret end den gennemsnitlige flygtning, siger Nicholas Bishop fra IOM i Afghanistan ifølge CNN.