Den amerikanske skuespiller Gene Wilder er død

Den originale Willy Wonka-stjerne Gene Wilder er død i en alder af 83 år, oplyser hans familie.

Skuespilleren Gene Wilder er død i en alder af 83 år, oplyser hans familie. På billedet ses han (tv) under en prøve på 'Laughter on the 23rd Floor' i 1996. REUTERS/Shawn Baldwin/File Photo (Foto: SHAWN BALDWIN © Scanpix)

Den amerikanske skuespiller, filminstruktør og forfatter Gene Wilder er død i en alder af 83 år, oplyser hans familie ifølge nyhedsbureauet AP.

Gene Wilders familie fortæller til magasinet Variety, at skuespilleren led af Alzheimers, og at sygdommen var årsag til hans død.

Gene Wilders karriere tog fart i 1968, hvor han med rollen som Leopold Bloom i 'The Producers' - som herhjemme fik titlen 'Forår For Hitler' - blev nomineret til en Oscar for bedste birolle.

Willy Wonka-stjerne

Filmen, som med tiden er blevet en kultklassiker i komediegenren, blev instrueret af Mel Brooks, og de to samarbejdede ligeledes i 'Sheriffen Skyder På Det Hele' og 'Frankenstein Junior' (Begge 1974), hvor de på sidstnævnte også gik sammen om at skrive manuskriptet.

I mellemtiden havde Gene Wilder opnået en Golden Globe-nominering for sin hovedrolle i 'Willy Wonka & The Chocolate Factory' fra 1971 og oplevet kommerciel succes med Woody Allens 'Min Yndlings-perversion' fra 1972.

Efter 'Frankenstein Junior' besluttede Gene Wilder at give sig i kast med at instruere flere af de film, han selv spillede med i. Det førte til et nyt makkerskab, denne gang med komikeren Richard Pryor, og 'Chicago-ekspressen' fra 1976 indbragte Gene Wilder en ny Golden Globe-nominering.

Ballade i samarbejdet

Samarbejdet med Richard Pryor og Gene Wilder var dog ikke gnidningsfrit, og der skulle overtalelse fra Sidney Poitier til, før de gik med til at blive genforenet i 'To Tosser Bag Tremmer' fra 1980.

Også her var der ballade, da Richard Pryors kokainmisbrug prægede optagelserne. Ikke desto mindre kunne man siden se duoen igen i 'Ka' du høre, hvad jeg ser?' fra 1989 og 'Another You' fra 1991.

Sidstnævnte blev samtidig Gene Wilders sidste biograffilmrolle, og han brugte det efterfølgende årti på en række tv-produktioner.

Efter fem år væk fra skærmen meddelte han i 2008, at man ikke skulle forvente at se ham igen på skærmen. Han udgav i stedet flere bøger, heriblandt både romaner, noveller og en erindringsbog.

/ritzau/

Facebook
Twitter