Den australske flåde evakuerer beboere og turister fra skovbrande

Evakueringen langs den australske sydøstkyst kaldes 'den største nogensinde'.

I byen Mallacoota i delstaten Victoria har beboere de seneste dage søgt mod vandet.

Her har det australske militær nemlig sejlet dem væk fra byen, der er omringet af brande.

Omkring 1000 mennesker er blevet hentet af marineskibe, som har sejlet dem ud til to meget større skibe fra flåden.

De evakuerede bliver sejlet til Western Port ved Melbourne. En tur på cirka 16 timer, skriver BBC.

- Af og til får jeg kvalme ved tanken om, hvad der er sket, og den genopbygningsindsats, der er brug for, siger en af de evakuerede beboere fra Mallacoota Angela Rentoul.

- Jeg kan ikke engang forestille mig, hvordan man kan genopbygge byen med alle de nedbrændte huse.

De massive naturbrande fortsætter med at rasere langs den australske sydøstkyst, og titusindvis af beboere er beordret evakueret.

Ifølge Andrew Constance, der er transportminister i delstaten New South Wales, er evakueringen langs sydøstkysten 'den største nogensinde'.

FacebookTwitter