Straffedomstol udsteder arrestordre på Israels premierminister for krigsforbrydelser

Der er også udstedt en arrestordre på Hamas-lederen Mohammed Deif.

Arrestordren er udstedt for krigsforbrydelser i Gazastriben, på Vestbredden og Østjerusalem. (Foto: © RONEN ZVULUN, Ritzau Scanpix)

Den Internationale Straffedomstol (ICC) har udstedt en arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og den tidligere israelske forsvarsminister Yoav Gallant.

Arrestordrerne er udstedt for krigsforbrydelser begået i Gazastriben, i Østjerusalem og på Vestbredden fra den 8. oktober 2023 til maj 2024, skriver ICC på sin hjemmeside.

Der er også udstedt en arrestordre på Hamas-lederen Mohammed Al-Masri, bedre kendt som Mohammed Deif.

Hamas-lederen blev tidligere i år meldt dræbt af Israel, men det har Hamas afvist. ICC har forsøgt at opklare, om han er i live eller ej, men det er for nuværende uvist.

Arrestordren betyder principielt, at hvis Netanyahu sætter sine ben i et land, der formelt har tilsluttet sig den såkaldt Rom-statutte og dermed anerkender ICC, er det pågældende land forpligtet til at anholde ham og overdrage ham til domstolen.

Israel er ikke medlem af ICC og anerkender ikke domstolen. Det betyder, at Israel uden konsekvenser kan afvise at udlevere Netanyahu til ICC, der holder til i den hollandske by Haag.

Flere andre lande, herunder USA, er heller ikke en del af ICC. Det er 124 andre lande til gengæld, herunder Danmark.

Bruger sult som et våben og angriber bevidst civile

ICC skriver i en erklæring, at Benjamin Netanyahu og Yoav Gallant i den føromtalte periode kan stilles til ansvar for "i samarbejde med andre at have gjort følgende: brugt sult som et krigsvåben; og forbrydelser mod menneskeheden i form af mord, forfølgelse og andre inhumane handlinger".

- Der er rimeligt belæg for, at manglen på mad, vand, elektricitet, brændstof og bestemt medicinsk udstyr skabte forholdene for at ødelægge dele af civilbefolkningen i Gaza, hvilket resulterede i civiles død, heriblandt børn, som følge af underernæring og dehydrering.

Yoav Gallant blev fyret som forsvarsminister tidligere i november. (Foto: © Nir Elias Ritzau Scanpix)

Domstolen skriver videre, at Netanyahu og Galant i deres funktion som "ledende medlemmer af samfundet" har begået krigsforbrydelser ved bevidst at angribe civile i Gazastriben, på Vestbredden og Østjerusalem.

- De påståede forbrydelser mod menneskeden var en del af et udbredt og systematisk angreb mod den civile befolkning i Gaza, skriver ICC.

Straffedomstolen skriver, at Netanyahu og Gallants handlinger er udført at det israelske militær i Gazastriben.

Israels præsident, Isaac Herzog, kalder arrestordrene på premierministeren og den tidligere forsvarsminister for "en absurd beslutning", skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hamas-leder var med til angrebet på Israel i oktober

Arrestordren på Mohammed Deif er udstedt, fordi ICC mener, at han har været involveret i terrorangrebet på Israel den 7. oktober sidste år.

Det involverer blandt andet et større raketangreb og bevæbnede angreb af Hamas-medlemmer på Supernova-festivalen og i flere israelske lokalsamfund, som resulterede i flere civile dødsfald, skriver domstolen.

Det er domstolens opfattelse, at det var bevidste angreb mod civile.

- Disse drab kvalificerer sig som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i form af mord.

ICC mener også, at Mohammed Deif spillede en rolle i de kidnapninger af israelere, som fandt sted 7. oktober 2023. Dette er krigsforbrydelser, skriver domstolen.

Det er også straffedomstolens overbevisning, at især de kvindelige gidsler, Hamas holdt fanget i Gazastriben, blev udsat for seksuelle overgreb og kønsbaseret vold, der kan klassificeres som tortur.

Hamas har endnu ikke kommenteret på ICC's udmeldinger.

DR Nyheder følger udviklingen i Mellemøsten tæt i vores liveblog her: