Den største landgang i historien: Få fakta om D-dag

156.000 allierede soldater deltog i invasionen for 70 år siden.

D-dag 6. juni 1944 var en af de væsentligste årsager til de allieredes sejr. (© Scanpix)

Den 6. juni 1944 har mejslet sig ind i verdenshistorien som en af de helt store dage.

Begrundelsen er enkel, Operation Overlord bedre kendt som D-dag fandt sted natten mellem 5. og 6. juni 1944.

I militær-sprog anvendes D-dag som en betegnelse for dagen, hvor en operation iværksættes. D-1 angiver dagen før, mens D+5 angiver fem dage efter iværksættelse.

Faktisk opererede de allierede med to operationer, nemlig Neptune og Overlord. D-dag var startskuddet for begge operationer, og hvor Neptune var kodeordet for selve landsætningen, var Overlord navnet på hele invasionen og befrielsen af Frankrig.

D-dag blev udskudt

De første planer om en invasion i Frankrig blev udtænkt i december 1941.

Invasionen foregik fem forskellige steder i Normandiet i det nordvestlige Frankrig. Amerikanerne gik i land i de vestligste zoner under navnen Omaha og Utah, mens briterne og canadierne tog sig af zonerne mod øst kaldet Juno, Sword og Gold.

Egentlig var aktionen planlagt til den 5. juni, men på grund af dårligt vejr blev operationen udskudt en dag. Det var fuldmåne og lavvande, der var afgørende for valget af dagen. Månelys gjorde, at styrkerne kunne orientere sig på strandene, og lavvande gjorde, at de allierede tropper kunne undgå nogle af de tyske forhindringer.

God afledning

Operationen blev ledet af den amerikanske general Dwight D. Eisenhower, som senere blev amerikansk præsident.

Tyskerne troede længe, der var tale om en afledningsmanøvre, da deres efterretninger gik på, at de allierede ville invaderer havnebyen Calais.

Den tyske forvirring skyldtes blandt andet, at de allierede havde opstillet en fiktiv hær af telte, falske kampvogne og radiokommunikation på den engelske sydkyst.

Flere end 6.000 skibe og over 11.000 fly deltog i de allieredes invasion i Normandiet. 1.000 allierede bombefly smed omkring 5.000 tons bomber over de tyske kanonbatterier inden landsætningen.

Store tab

156.000 allierede soldater deltog i invasionen, heraf blev 24.000 faldskærmssoldater kastet ud over det nordvestlige Frankrig. Knap 20.000 køretøjer blev sat i land på strandene.

Operationen er dermed den største landgang i historien.

Mindst 4.000 allierede soldater mistede livet i kampene, mens mere end 7.000 blev sårede, forsvandt eller blev taget til fange. Omkring 9.000 tyske soldater blev dræbt under angrebet. I løbet af hele Operation Overlord, der varede to en halv måned, løb det samlede tabstal for de tyske og allierede tropper op på 425.000 mennesker.

Efter seks dage havde de allierede sat mere end 300.000 mand og over 100.000 tons forsyninger såsom ammunition, mad og materiel i land i Normandiet.

Over 800 danske søfolk deltog på de allieredes side i invasionen.

Kilder: Bogen: D-Dag, www.mhweb.dk, Hjemmeværnet.dk

Facebook
Twitter