'Den største post, en dansk embedsmand har i verden': Nordjyde står til fem år mere som EU's 'kompromis-konge'

Jeppe Tranholm-Mikkelsen skal få den europapolitiske maskine til at glide, fortæller DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg.

Jeppe Tranholm-Mikkelsen fik posten som generalsekretær i Det Europæiske Råd i 2015. Nu står han til at blive forlænget frem til 2025. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Den danske topdiplomat Jeppe Tranholm-Mikkelsen står nu til at få fem år mere som generalsekretær for Det Europæiske Råd.

Det var rådsformand Charles Michel, som i aftes foreslog

EU
's 27 stats- og regeringschefer, at danskeren også i de kommende fem år skal være den diplomat, der sidder med ved bordet, når de mødes.

Og ifølge

DR
Nyheders oplysninger var der ingen indvendinger mod at forlænge ham.

Det betyder, at Jeppe Tranholm-Mikkelsen i de kommende år bliver den mand, der skal hjælpe og rådgive formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, når der skal strikkes kompromiser sammen ved

EU
´s mange topmøder.

Det er den største post, en dansk embedsmand har noget sted i verden, forklarer

DR
’s
EU
-korrespondent, Ole Ryborg.

- Jeppe Tranholm-Mikkelsen er kongen af kompromiser i

EU
. Som embedsmand skal han ikke selv mene noget. Det er der politikere til. Men han er rådsformandens højre hånd, og hans vigtigste rolle er at se, hvor enderne kan mødes og
kompromiserne
findes, når stats- og regeringscheferne er uenige, fortæller Ole Ryborg.

I de seneste uger har EU's topmøder fundet sted via videolink fra de forskellige hovedstæder. Her ses Jeppe Tranholm-Mikkelsen ved siden af rådsformand Charles Michel. (Foto: POOL New © Scanpix)

Når der er

EU
-topmøde, og der under en pause indkaldes til bilaterale møder, hvor det eksempelvis kun er den tyske
kansler
, Angela Merkel, den franske præsident, Emmanuel Macron, og rådsformand Michel som mødes, så ser man også altid Jeppe Tranholm-Mikkelsen i lokalet.

Han er embedsmanden, som man kender overalt i Europa. Fra Kansleramt i Berlin til Élyséepalæet i Paris.

- Man kan ikke tale om, at det er en magtfuld post, for det er politikerne, som har magten og bestemmer. Men det er en indflydelsesrig post, for når man som embedsmand kan se kompromiser, får man indflydelse på, hvordan løsninger bliver skruet sammen. Jeppe Tranholm-Mikkelsen er ansat for sine evner til at få den europapolitiske maskine til at glide, tilføjer

DR
’s
EU
-korrespondent.

Vænnet sig til nordjyde

Den 57-årige Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der oprindeligt kommer fra Nordjylland, og som har haft en lang karriere i Udenrigsministeriet, blev første gang udnævnt til posten som generalsekretær i Det Europæiske Råd i 2015.

Indtil slutningen af november sidste år var det polske Donald Tusk, han var højre hånd for i

EU
.

Belgiske Charles Michel overtog efterfølgende posten som rådsformand. Og nu har belgieren efter mindre end et halvt år på posten valgt at forlænge den danske topdiplomat.

- Han har allerede vænnet sig til at have den nordjyske diplomat ved sin side som hjælper, siger Ole Ryborg.

Efter indstillingen fra

EU
-formand Charles Michel forventes den formelle forlængelse af Jeppe Tranholm-Mikkelsen som generalsekretær i Det Europæiske Råd at gå hurtigt.

Forventningen er, at

EU
-landenes ambassadører behandler sagen på et møde allerede onsdag i næste uge, og derefter vil udnævnelsen blive
håndteret
i en skriftlig procedure, der skal være afsluttet allerede torsdag.

Facebook
Twitter