Den store spionkrig: Fra 'ren James Bond' til moderne cyberkrig

Supermagterne har en lang historie med spionage, fangeudvekslinger og skæg og blå briller.

Spionagen har ændret sig igennem årene fra 'ren James Bond' med "døde postkasser" til cyberspionage. (© This content is subject to copyright.)

USA indfører sanktioner over for Rusland og siger farvel og tak til 35 diplomater.

Det sker, efter at USA har beskyldt Rusland for at stå bag et hackerangreb mod Demokraterne under den amerikanske valgkamp og for angiveligt at have chikaneret amerikanske diplomater i Moskva.

De to supermagter har en lang forhistorie med udstationerede diplomater, der i virkeligheden spionerede på vegne af henholdsvis den russiske og den amerikanske efterretningstjeneste.

- Der er ikke noget afgørende nyt der. Alle lande spionerer mod hinanden – selv de allierede. Så på den måde er det i virkeligheden ganske normalt, siger Poul Villaume, der er professor og koldkrigsforsker ved Københavns Universitet.

Den aktuelle sag skiller sig dog ud, da der er tale om cyberspionage, forklarer Peer Henrik Hansen, koldkrigshistoriker, museumsdirektør og ph.d. i efterretningshistorie.

- Det er en god indikation på, at der sker en ændring i den måde, som man spionerer på. For mig at se er det symptom på en ny fase og periode, der på nogle punkter minder om den kolde krig og på andre steder overhovedet ikke. Vi skal finde en ny definition af den af den situation, vi befinder os i.

Spionage har i en eller anden form altid eksisteret, men eskalerede hurtigt, da Sovjetunionen blev etableret. Allerede i 1930’erne havde Sovjetunionen et omfattende spionnetværk på plads, der gjorde dem i stand til at følge udviklingen af atomvåbnet meget tæt.

Amerikanerne opdagede, at russerne havde et kæmpe agentnetværk, og i dag har man fundet ud af, at Sovjetunionen frem til 1950'erne havde 300 spioner og agenter, hvoraf flere var placeret i centraladministrationen tæt på skiftende amerikanske præsidenter og i forskellige ministerier og i efterretningstjenesten.

Døde postkasser og krypterede meddelelser

Før i tiden var spionagen nærmest ”ren James Bond”, forklarer Peer Henrik Hansen.

- De gamle spionfilm var en afspejling af, hvordan det var dengang, selvom det måske ikke var så fancy i alle sammenhænge, siger han og nævner de 'døde postkasser' som eksempel.

- De forskellige lokationer kunne være et hult træ i en skov, hvor en føringsofficer efterlod en opgavebeskrivelse, penge og udstyr til spionen, der afhentede pakken på bestemte tidspunkter.

- Det kunne også være hvide kridtstreger på et nedløbsrør på en bestemt dag og tidspunkt. Man brugte også hemmelige radioer, hvor talkoder blev sendt ud på forskellige frekvenser, som kun spionerne med en kodebog kunne decifrere.

Herunder kan du danne dig et overblik over nogle af de mest kendte spionsager mellem de to supermagter.

2016 - cyperspionage

I forbindelse med hackerangrebet mod Demokraterne under valgkampen har USA indført sanktioner mod de to russiske efterretningstjenester FSB og GRU og en række russiske individer - herunder fire ansatte i GRU. Derudover bliver to russiske bygningsanlæg i New York og Maryland lukket ned. Som et svar mod chikanen af amerikanske diplomater bliver 35 russiske diplomater udvist og får tre døgn til at forlade landet.

2016 - Slagsmål og spionageanklager

USA udviser to russiske diplomater som svar på en episode i Moskva, hvor en politibetjent og amerikansk diplomat røg i slagsmål foran den amerikanske ambassade. Russiske tv-kanaler viste optagelser af episoden og påstod, at amerikaneren var en undercoveragent, der nægtede at vise sine papirer. Amerikanerne påstod til gengæld, at manden var diplomat, der blev angrebet som led i en systematisk intimidering af amerikanske diplomater.

2013 - Parykker og falske papirer

Amerikanerens parykker og andre ejendele er her spredt ud af de russiske myndigheder. (Foto: handout © Scanpix)

Man skal ikke så langt tid tilbage i tiden, før en vaskeægte skæg og blå-briller-sag røg på forsiderne. Amerikanske Ryan Fogle blev fanget i Moskva og smidt ud af landet. Russiske medier viste billeder af amerikaneren, der blev presset mod jorden af russiske betjente, mens han var iført hele to parykker, en blond og brun. Ifølge de russiske myndigheder havde han falske papirer, 130.000 dollars i kontanter, et kompas og et kort over Moskva. Fogle arbejdede ifølge Rusland under dække af at være tredjesekretær på den amerikanske ambassade i Moskva, men var i virkeligheden tilknyttet CIA.

2010 - Den smukke spion

For seks år siden blev et større antal russere også udvist af USA. 10 personer blev anklaget for at være medlemmer af en ’sovende’ celle. De erklærede sig skyldige i at konspirere mod USA. Endnu engang var det taget som ud af en John le Carré-roman med breve skrevet i usynligt blæk, begravede kontanter og ikke mindst den smukke Anna Chapman, der havde til opgave at charmere amerikanske embedsmænd.

2001 - FBI-ansat var dobbeltagent

Vi skal hele 15 år tilbage i tiden, før vi finder en sag med så mange udviste russere som fra hacker-sagen i år. Sagen startede, da FBI-agenten Robert Hanssen blev anholdt under anklager om spionage for russerne. Amerikanske myndigheder mente, at han siden 1985 havde spioneret for ærkefjenden til gengæld for millioner af kroner. USA udviste efter afsløringen 50 russiske diplomater.

1994 - USA's spionmareridt

I begyndelsen af året blev CIA-officeren Aldrich Ames anholdt i USA. Han havde igennem flere år været spion for russerne og lækkede oplysninger, der førte til flere amerikanske agenters død. Ifølge New York Times blev sagen betragtet som det største efterretningslæk siden 2. Verdenskrig, men amerikanernes modsvar var beskedent, da amerikanerne ikke ville forværre forholdet til Rusland. Diplomaten Aleksandr Lyskenko blev udvist, anklaget for at være dobbeltagentens kontaktperson.

1986 - Masseudvisningen

Under Ronald Reagan blev hele 55 sovjetiske diplomater udvist for at komme spionage til livs. Sovjetunionen udviste ligedan 250 amerikanske ambassadeansatte. De 55 er det største antal nogensinde udvist på én gang.

1957 - Spionernes Bro

Mark Rylance fik en Oscar for sin birolle som spionen Rudolf Abel. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

Er du Steven Spielberg-fan har du måske hørt navnet Rudolf Abel i filem "Spionernes bro". Han blev anholdt i 1957 og senere dømt for spionage. Han afsonede dog kun fire år, hvorefter han blev udleveret til Sovjetunionen i bytte for den amerikanske pilot Francis Gary Powers. Filmen handler om overdragelsen, der fandt sted på Glienicke-broen, der forbandt Vestberlin med Potsdam. Under den kolde krig blev den kaldt Spionernes bro.

1950 - Amerikansk ægtepar blev henrettet

I 1950 bankede FBI på døren hjemme hos Julius og Ethel Rosenberg. Den dag i dag er parret stadig de eneste, der er blevet henrettet i USA for spionage i fredstid. Ethel Rosenbergs bror arbejdede på Manhattanprojektet med udviklingen af landets atomvåben. Parret blev henrettet i 1953. Ethel Rosenbergs bror slap md fængselsstraf, da han vidnede mod ægteparret.