Den tophemmelige evakueringsmission: Sådan kom IS-kvinderne fra syrisk fangelejr til Danmark

Missionen har været forberedt i månedsvis og blev gennemført sammen med USA og Tyskland.

(Foto: Grafik: Katrine Holst Nielsen)

Daggryet lyses op fra en skyfri himmel tidligt onsdag morgen i fangelejren al-Roj. Hjemsted for omkring 3.500 kvinder og børn, som tidligere har levet i Islamisk Stats kalifat.

Blandt dem sidder tre danske kvinder og 14 børn, som har siddet fanget i årevis i det nordøstlige Syrien. Siden kalifatets gradvise kollaps har de været tilbageholdt af det kurdiske selvstyre i Nordøstsyrien.

Det skal nu ændre sig.

Kontorchef i Udenrigsministeriet, Kristoffer Vivike (tv), var i det kurdiskkontrollerede område i det nordøstlige Syrien for at hente kvinderne og børnene hjem.

Først på formiddagen ankommer busser fra den kurdiske lokaladministration til lejren for at hente kvinderne. Herfra kører de mod den syriske grænseby Qamishli, godt 50 kilometer fra lejren, som er det kurdiske selvstyres hovedby.

I en beige bygning gemt bag tykke betonmure ligger selvstyrets kontor for udenlandske relationer, som er strengt bevogtet af væbnede sikkerhedsvagter.

Her står det danske udenrigsministeriums kontorchef, Kristoffer Vivike, sammen med en dansk delegation klar til at modtage børnene og de tre kvinder.

Samlet i bygningen er den danske og tyske delegation samt den kurdiske lokaladministration, som anføres af repræsentanten for udenrigsanliggender, Doktor Abdulkarim Omar.

Doktor Omar, som han konsekvent kaldes i området, er tidligere farmaceut og har fra sit mørke træskrivebord forhandlet og koordineret evakueringen af de danske familier.

På en video offentliggjort af det kurdiske selvstyre kan man se Doktor Omar og kontorchef fra Udenrigsministeriet Kristoffer Vivike fortælle om evakueringen.

Umiddelbart efter den formelle overdragelse af kvinder og børn, som blev filmet af det kurdiske selvstyre, forlader kvinder og børn bygningen for at stige ombord på en hvid bus, der kører mod nordøst.

Kvinden på billedet er en af de tre danske kvinder, som nu er varetægtsfængslet. (© North press agency)

Intet omkring evakueringen er på dette tidspunkt kendt i offentligheden, men klokken klokken 9.56 dansk tid dukker et opslag på arabisk op på beskedtjenesten Telegram. Det bliver delt i en gruppe med IS-sympatisører og modstandere af de kurdiske styrker.

- Den tyske regering modtog i dag otte kvinder og 20 børn fra Roj-lejren for at tage dem tilbage til Tyskland. Ligeledes tog den danske regering tre kvinder og 14 børn fra Roj-lejren, lyder beskeden, som også spredes i andre IS-relaterede fora på nettet.

Telegram-gruppen har 11.000 medlemmer.

Amerikansk militærbase i Syrien

Et lille amerikansk flag vajer over en flagstang uden for den lille syriske by Rumeilan tæt på den irakiske grænse. Her ligger en amerikansk base nær en støvet landevej.

Basen var oprindeligt en lille lufthavn, som blev brugt til små fly, der sprøjtede områdets marker med insektgift.

  • Amerikanske soldater på en militærbase ved Rumeilan sidste år. I 2016 overtog det amerikanske militær basen efter aftale med de lokale kurdiske styrker, som USA har kæmpet sammen med i kampen mod terrororganisationen, Islamisk Stat. (Foto: Delil Souleiman)
  • Nu er basen befæstet og bevogtet af amerikanske soldater og udbygget, så militære transportfly kan lette og lande. (Foto: Delil Souleiman)
1 / 2

Men den 6. oktober 2021 er luftbasen det vigtigste led for de tre danske kvinder og deres 14 børn på vej ud af Syrien.

Om morgenen er et amerikansk militærfly landet på basen, skriver det tyske tabloidmedie Bild. Flyet står nu parat til at fragte alle børn og mødre ud af Syrien.

Efter at bussen med familierne er ankommet til basen, og de er steget ombord, letter flyet fra syrisk jord med kurs mod ørkenstaten Kuwait i det nordøstlige hjørne af Den Arabiske Halvø. En tur på omkring 1.000 kilometer.

Militærbase i Kuwait

På den militære flybase Ali Al Salem Air Base i Kuwait venter en Boeing 737 fra det tjekkiske flyselskab Smartwings. Flyet er blevet chartret af danske og tyske myndigheder til evakueringen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger letter flyet omkring 18:30 dansk tid fra flybasen i Kuwait. Flyets halenummer, OK-TVU, gør det muligt at følge flyet med offentligt tilgængelig flyovervågning, som viser, at flyet har kurs mod Europa og den internationale lufthavn i Frankfurt 4.000 kilometer mod nord.

Ankomst til Frankfurt

I bælgravende mørke lander det chartrede fly klokken 23:49 i Frankfurt Lufthavn, viser data fra sitet Flightradar24.

De tre danske kvinder og deres 14 børn ankom til Europa i dette tjekkisk fly, som landede i Frankfurt d. 6. oktober kort før midnat. Forinden var forløbet en tophemmelig evakueringsplan i samarbejde med det amerikanske luftvåben. (Foto: Boris Roessler)

De otte tyske kvinder og deres i alt 23 børn forlader flyet. Billeder fra Tyskland viser en lille pige, der klemmer sit tøjdyr ind til sig, da hun forlader flyet. Flere kvinder bærer hijab og mundbind. Der er en arrestordre på mindst seks af de otte tyske kvinder, da de ankommer.

- Børnene kan ikke gøre for, at de er havnet i den situation. Vi gør alt for at give dem et liv i sikkerhed og et godt miljø. Mødrene må stå til ansvar for deres handlinger, lyder det senere fra den tyske udenrigsminister, Heiko Maas.

  • Den tyske aktion menes ifølge avisen Bild at være den hidtil største af sin slags i landet. (Foto: Boris Roessler)
  • De tyske kvinder er mellem 30 og 38 år og kommer fra flere forskellige regioner af Tyskland, skriver avisen Der Spiegel. (Foto: Boris Roessler)
  • Det er tredje gang, at Tyskland henter statsborgere hjem fra Syrien, skriver Bild. (Foto: Boris Roessler)
1 / 3

Anholdt i Karup lufthavn

Klokken er 03:00, da flyet lander på flyvestation Karup i Midtjylland, hvor Ekstra Bladets fotograf får knipset et grynet billede af de tre familiers korte ophold i Karup.

Kvinder og børn bliver efter landingen i Karup kørt til forskellige adresser i Danmark.

Her bliver de adskilt første gang i forbindelse med, at kvinderne afhøres. For fem af børnene er det første gang, de er i Danmark, fordi de er født i Syrien. De tre mødre og resten af børnene har ikke været i Danmark i over seks år.

Ved et pressemøde ti timer senere beskriver direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice Erik Brøgger Rasmussen seancen som værende "fuldstændig udramatisk":

- Mødre og børn har glædet sig til at komme til Danmark. Det har været en lang evakuering. De stod tidligt op og havde en meget lang dag i går, inden de kunne sætte fødderne på dansk jord i nat, så de er formentlig trætte i dag.

Men børnene er ikke bare trætte, fortæller Knud Foldschack.

- Vi har stået med børn, der er brudt sammen.

Han er medstifter af foreningen Repatriate the Children - Danmark, RTC, og tager sig af nogle af børnene i timerne efter hjemkomsten, hvor de er blevet adskilt fra deres mor.

Knud Foldschack, der også er partsrepræsentant for to af kvinderne, fortæller, at han har været i kontakt med Rigspolitiet i løbet af onsdagen og var blevet lovet, at kvinderne måtte se deres familier i Danmark, inden de blev ført væk af politiet og skilt fra børnene.

Men det skete ikke. Mødre og børn blev adskilt, og familiemedlemmer, der ikke havde set hinanden i seks år, stod overfor hinanden i en retssal og måtte ikke komme i nærheden af hinanden.

Kun en enkelt familie fik mulighed for at mødes, hvilket også betød, at de fleste af mødrene ikke kunne være med, da bedsteforældrene skulle møde deres børnebørn.

Rigspolitiet afviser at have lovet, at kvinderne kunne møde deres familier i Danmark. I et mailsvar skriver de til DR Nyheder:

- Det er ikke korrekt, at Rigspolitiet har lovet, at de hjemvendte kvinder fra Syrien kunne mødes med deres pårørende i Danmark i forbindelse med overdragelse af børnene. Det blev fra Rigspolitiets side både under og [...] tilkendegivet, at hensynet til børnene vejede tungt og så vidt muligt ville blive tilgodeset, samt at modtagelsen ville finde sted i trygge omgivelser med tilstedeværelse af socialfaglige ressourcer.

Børnene befinder sig nu tre forskellige steder i landet sammen med professionelle folk, familiemedlemmer og andre fra deres nære netværk, fortæller Natascha Ree Mikkelsen, der også er medstifter af RTC.

Kvinderne er nu alle sammen foreløbigt varetægtsfængslet frem til starten af november. Alle tre har minimale muligheder for at se deres børn.

Hemmelig operation

Dagen efter evakueringen besøger DR Abdulkarim Omar, udenrigsrepræsentanten fra den kurdiske lokaladministration, på hans kontor i Qamishli. Han er glad for, at operationen forløb efter planen, og at Danmark har evakueret de tre kvinder og deres 14 børn.

- Det tog lang tid. Ikke bare for Danmark, men for alle europæiske lande. Selvfølgelig synes jeg, det er positivt. Som en far, der selv har børn, er det åbenlyst, at disse børn ikke burde være i disse ekstremistiske lejre. De skal tilbage til samfundet og rehabiliteres, siger han.

Hvorfor var hele operationen så hemmelig? Var det fordi, amerikanerne var involveret?

- Hvilke amerikanere? Det kan jeg ikke sige noget om.

Facebook
Twitter