Den værste skovbrand i Californiens historie er nedkæmpet - 249 savnes stadig

Mindst 85 personer har mistet livet i den enorme naturbrand, der brød ud 8. november.

Branden er den største skovbrand i Californien nogensinde. Billedet er fra 9. november - dagen efter, branden opstod. (Foto: Robyn BECK © Scanpix)

Den værste naturbrand i Californiens historie, som har raseret bjergbyen Paradise og kostet mindst 85 mennesker livet, er søndag 100 procent under kontrol.

Det oplyser den amerikanske delstats brand- og redningstjenester.

Antallet af savnede efter den enorme skovbrand er søndag opgjort til 249 af myndighederne.

Det er en nedskrivning fra den tidligere opgørelse, som sagde 475 savnede.

Paradise ligger knap 300 kilometer nordøst for San Francisco.

Den voldsomme brand brød ud 8. november. Den har ødelagt 14.000 hjem og nedbrændt 62.000 hektar land (620 kvadratkilometer). Det er et område på størrelse med millionbyen San Francisco.

Voldsom regn kan give problemer

Rednings- og brandtjenesten vil have endnu et par dage med tørt vejr til at gennemsøge de nedbrændte områder. Men fra sent tirsdag lokal tid og frem til næste søndag ventes der kraftig regn i bjergkæden Sierra Nevada, som Paradise ligger i nærheden af.

Det kan sinke eftersøgningsarbejdet, og der er bekymring for, at den megen regn vil udløse pludselige oversvømmelser og mudderskred.

- Frygten er, at regnen vil falde i kraftige skyl, siger Brian Hurley, der er meteorolog på et vejrcenter i College Park i Maryland.

- Al vegetationen er blevet brændt af, og det er en farlig opskrift på mudderskred, advarer han.

Byen Paradise med 27.000 indbyggere var, inden flammerne ødelagde byen, et populært sted at slå sig ned for pensionister. En fjerdedel af byens befolkning var folk over 65 år.

De fleste af de døde, der er fundet, var netop pensionister.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk