Der er cannabis på stemmesedler i USA

Når amerikanerne stemmer til midtvejsvalget tirsdag, er der mere end politikere på stemmesedlerne. I fire stater er cannabis også på valg.

En del af kampagnen for legalisering i Portland. (Foto: Oliver Routhe Skov © DR)

Mørket falder på i Portlands hipster-kvarter.

- Støtter du legalisering af marijuana? Aktivisten Dominique spørger alle forbipasserende i den lille gågade.

Portland er hovedstad for mange alternative og progressive amerikanere og er den største by i staten Oregon i nordvest-USA.

Kampagnen hedder “Yes on 91”, og opfordrer Oregons indbyggere til at legalisere cannabis ved at stemme ja til tillæg nummer 91 på tirsdag.

- Det har fejlet at behandle marijuana-brug som en forbrydelse. Det er spild af politiets ressourcer. Det ville være bedre at regulere marijuana, ligesom man gør med vin og øl, siger Anthony Johnson, der er talsmand for kampagnen.

I Colorados fodspor

Og samme bevægelse er på vej i flere amerikanske stater. I Florida skal borgerne stemme om medicinsk cannabis, og i Oregon, Alaska og hovedstaden Washington skal man stemme om en endelig legalisering.

Bevægelsen startede, da staten Colorado legaliserede cannabis for sjov i januar.

- Marijuanas rykker sig over hele USA. Hvis man kigger objektiv på det, kan man se, at det kommer kravlende. Folks attituder og opfattelse af cannabis ændrer sig. Og antallet af folk, der har indset, at krigen mod stoffer er tabt, stiger hver eneste dage, siger Ricardo Bacca, der er Cannabis-redaktør på avisen Denver Post.

Og amerikanernes holdning ændrer sig i disse år. I 1970 var 84% af amerikanerne imod legalisering, men i dag er 45% imod på landsplan. Omvendt vil 52 i dag legalisere.

Ret til at være skæv?

Kritikere i Oregon peger på, at ja-siden er finansieret af en landsdækkende kampagne, der har skudt flere millioner dollar i den lokale kamp for legalisering.

Og meningsmålingerne peger på en sejr for ja-siden i flere stater.

- De er meget passionerede omkring deres projekt, siger Joshua Marquis, der er modstander og offentlig anklager i kystbyen Astoria i Oregon.

- De mener virkelig, at det her er et spørgsmål om social retfærdighed ligesom sortes rettigheder eller homoseksuelles ret til at bliver gift. Jeg mener ikke, at man har en rettighed til at ryge sig skæv, siger Joshua Marquis.

Facebook
Twitter