I amerikansk politik er én ting sikkert: Der er altid to vidt forskellige udlægninger af, hvad der er sandheden.
Det samme gør sig gældende for den historiske sag, der lige nu er i gang mod den tidligere præsident Donald Trump.
Det er første gang i amerikansk historie, at en tidligere eller siddende præsident, bliver tiltalt i en straffesag. Og i et polariseret land som USA, så er denne her sag brænde på bålet.
Ifølge højrefløjen er der ingen tvivl om, at beslutningen om at rejse tiltale mod Donald Trump er politisk motiveret. Trump kalder det selv for et forsøg på at blande sig i det kommende valg i 2024.
På den anden side står Demokraterne hårdt fast på, at sagen handler om jura og ikke politik.
Banen er kridtet op, den republikanske lejr har samlet sig bag Trump, og kampen om narrativet er skudt i gang i Guds eget land. Det kan i sidste ende få betydning for, hvem der bliver landets næste præsident.
Husk navnet Alvin Bragg
Alvin Bragg er et navn, som vi lige så godt kan vænne os til at høre fra nu af.
For ved at være distriksadvokaten der, for første gang i USA's historie, har rejst tiltale i en straffesag mod en tidligere præsident, har Bragg skrevet sig ind i historiebøgerne.
New Yorks distriksadvokat, Alvin Bragg, er folkevalgt og demokrat. Og netop det sidste er, ifølge republikanerne, grunden til, at Trump står i denne situation.
Beslutningen om at rejse tiltale mod Trump, var ikke alene Alvin Braggs, selvom det er ham, der står for skud. Torsdag stemte en storjury på Manhattan nemlig for at tiltale Trump, hvilket gjorde det muligt for distriksadvokaten at rejse tiltalen.
- Selv før jeg blev svoret ind som jeres præsident, har de radikale, venstreorienterede demokrater - de hårdtarbejdende mænd og kvinders fjende - været engageret i en heksejagt for at tilintetgøre Make America Great Again-bevægelsen, skriverTrump i en udtalelse, kort efter nyheden kom ud.
Han skriver, at Alvin Bragg er "besat af at få fingrene" i Trump, og at beslutningen om at rejse tiltale kommer til at "give bagslag" – altså, give Trump endnu mere vind i sejlene under valgkampen.
Under valgkampen for at blive ny distriktsanklager, understregede Alvin Bragg selv flere gange, at han havde hjulpet med at sagsøge Trump-administrationen "mere end 100 gange".
Og narrativet om,at beslutningen er politisk motiveret, bliver der bakket op om fra det republikanske bagland.
En politisk heksejagt
Donald Trumps største konkurrent i det kommende primærvalg, spås til at være Floridas guvernør, Ron DeSantis. Men lige nu er de allieret.
DeSantis skrev torsdag på Twitter, at det jurisike system bliver brugt af demokraterne, for at fremme deres politiske agenda.
- Den Soros-støttede distriksadvokat har konsekvent bøjet loven for at nedgradere forbrydelser og undskylde kriminelle foreseelser. Nu bruger han så loven til at gå efter sin politiske modstander, skrev han.
Her referer guvernøren til den 92-årige finansmand George Soros, der er en af de rigeste mennesker i verden. George Soros har direkte forbindelse til over 30 venstreorienterede medier i USA, heriblandt The New York Times, CNN og Washington Post. Og Ron DeSantis anklager altså distriksadvokaten bag tiltalen, Allan Briggs, for at være i lommen på George Soros.
Den samme påstand bliver gentaget fra både Donald Trump og hans søn Donald Trump Jr.
George Soros siger selv, at han ikke har givet penge til Braggs kampagne, og at han ikke kender ham. Han anklager højrefløjen for at fokusere på ”langt ude konspirationsteorier” i stedet for at fokusere på de alvorlige anklager mod den tidligere præsident.
Også den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, anklager Alvin Braggs for forsøge at blande sig i præsidentvalget, ved at rejse tiltale mod Trump.
En politisk mulighed?
Alt imens forsøger Demokraterne at holde fast i, at sagen ikke har noget med politik at gøre.
Da Joe Biden fredag blev spurgt ind til sagen, ville han ikke kommentere den.
Den tidligere demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, skriver på Twitter, at storjuryen i Manhattan har handlet efter fakta og loven.
- Ingen er over loven, og alle har ret til en fair rettergang. Jeg håber, at den tidligere præsident fredeligt vil respektere det system, der giver ham den ret, skriver hun.
Der er også begyndt at vokse en frygt for, hvad sagen kommer til at betyde for valgresultatets troværdighed i 2024, skriver CNN.
Desuden påpeger politiske analytikere, at sagen mod Trump kan give ham medvind i valgkampen.
- For de fleste er det et tilbageslag at blive tiltalt. For Donald Trumps hold kan det være en mulighed, skriver POLITICO.
Om det er en mulighed eller et tilbageslag, må tiden vise. Indtil nu bliver der i hvert fald brølt højt i forsøget på at styre narrativet.