Der spares, hvor der kan: EU-lande lancerer energibesparende tiltag

Hvis ikke de europæiske lande får reduceret energiforbruget, vil det kunne blive nødvendigt med rationeringer til vinter.

I Tyskland spares der blandt andet på energien ved at slukke lyset på offentlige bygninger. Her er det Rigsdagen, der er delvist henlagt i mørke. (Foto: Paul Zinken)

Der er energikrise i Europa, og der skal gøres noget ved det.

Så klar er meldingen fra Fatih Birol, direktør i Det Internationale Energiagentur, til BBC.

- Hvis vi ikke er i stand til at foretage en markant reduktion i energiforbruget, så vil jeg ikke udelukke, at der vil være behov for seriøse rationeringer i denne vinter, siger Fatih Birol.

Det er de konsekvenser, som Ruslands invasion af Ukraine har forårsaget på energimarkedet, der fører til de store energiproblemer i Europa.

Men mange europæiske lande er allerede i fuld gang med at indføre tiltag, der skal reducere deres energiforbrug.

Frankrig

Frankrigs energiminister, Agnès Pannier-Runacher, har varslet nye energisparende tiltag i Frankrig. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

Energiministeren i Frankrig, Agnès Pannier-Runacher, har varslet to kommende tiltag, der skal mindske energispild.

De to tiltag er, at man som butiksejer skal holde sine døre lukkede, hvis man har aircondition kørende, og så vil lysreklamer blive forbudt i nattetimerne. Begge tiltag vil den franske energiminister præsentere i de kommende dage.

- I løbet af de næste par dage vil jeg udstede to dekreter: Den første generaliserer forbuddet mod oplyste reklamer uanset byens størrelse, mellem klokken 01.00 og 06.00, med sjældne undtagelser såsom stationer og lufthavne, der ikke lukker om natten, siger Agnès Pannier-Runacher til den franske avis JDD.

Spanien

Slipseløst fortalte den spanske premierminister, Pedro Sanchez, om landets planer for at reducere energiforbruget. (Foto: Chema Moya © Ritzau Scanpix)

I dag ventes den spanske regering at præsentere en plan for, hvordan Spanien kan spare på energiforbruget. Den spanske premierminister, Pedro Sanchez, varslede planerne på et pressemøde, hvor han troppede op uden slips.

- Jeg har bedt alle ministre, alle offentlige ansatte, og jeg vil også bede den private sektor om ikke at gå med slips, når det ikke er nødvendigt.

- På den måde kan vi gøre noget for de energibesparelser, der er så vigtige for vores land, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Pedro Sanchez pointerede, at mænd uden slips kan ventilere bedre, og på den måde kan brugen af aircondition reduceres. Spaniens plan vil også inkludere en opfordring til butikker om at holde dørene lukkede, når der er gang i airconditionanlægget, skriver BBC.

Tyskland

I Augsburg er der slukket for springvandene. (Foto: LUKAS BARTH © Ritzau Scanpix)

Flere tyske byer er begyndt at slukke for springvand, belysning på offentlige bygninger og det varme vand i de offentlige haner. Fra Nürnberg og Augsburg til Berlin og Hannover har byerne alle meddelt nogenlunde tilsvarende tiltag.

I begyndelsen af juli besluttede Tyskland at genaktivere op mod 10 kulkraftværker, som landet ellers var i gang med at udfase. Det skete for at dække over det forsyningshul, som svigtende gasleverancer fra Rusland medfører, fortalte den tyske økonomi- og klimaminister Robert Habeck dengang.

- Selv hvis vi ikke kan mærke det endnu, så er vi i en krise, sagde Habeck, ifølge AP.

Grækenland

Grækenland har, som mange andre europæiske lande, været ramt af hedebølger gennem sommeren. Termostaten på airconditionanlægget i landet må dog ikke skrues for langt ned. (Foto: LOUIZA VRADI © Ritzau Scanpix)

I det græske er afhængigheden af russisk gas stor. Derfor annoncerede den græske regering midt i juni en plan for at nedbringe energiforbruget.

Planen indebærer blandt andet milliardinvesteringer i miljøforbedringer af offentlige bygninger, samt et mål om at reducere landets energiforbrug med 10 procent allerede i år og 30 procent i 2030.

Desuden må aircondition-anlæg ikke køle lavere end til 27 grader gennem sommeren.

Irland

Irlands regering har blandt andet givet tilskud til, at man kan få isoleret sit hus. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Ritzau Scanpix)

Den irske regering opfordrede allerede i april landets borgere til at reducere deres energiforbrug. Irlands regering lancerede en række støtteordninger, som skulle hjælpe på vej mod et lavere energiforbrug. Støtteordningerne inkluderer blandt andet tilskud til øget isolering.

Desuden meddelte regeringen, at man ville accelerere landets planer om at nå 80 procent vedvarende energi i 2030.

Italien

Italiens premierminister, Mario Draghi, meldte sin afgang som premierminister, før han for alvor fik gennemført energisparende tiltag. (Foto: Andreas Solaro © Ritzau Scanpix)

Allerede i maj har offentlige bygninger i Italien været pålagt at skrue ned for brugen af aircondition, men laveste tilladte temperatur er 19 grader.

Den italienske regering arbejdede også på flere energibesparende tiltag, før premierminister Mario Draghi først gik af, siden meldte sig klar til at fortsætte, og siden blev sat i spidsen for en midlertidig regering efter at have opsagt jobbet som premierminister for anden gang.