Derfor forstår Kina ikke Vestens syn på Tibet og Dalai Lama

Kina ser sig selv som Tibets befrier og forstår ikke Vestens fascination af Dalai Lama.

Dalai Lama nyder kæmpe popularitet - bare ikke i Kina. (Foto: Darren Ornitz © Scanpix)

Tibet er et sted omgærdet af en særlig mystik. Verdens tag. Et eventyrland fyldt med messende munke, der i smørlampernes skær mediterer sig til et liv fri fra lidelse.

Selv har jeg besøgt Tibet mange gange og kender den følelse af magi, som stedet skaber.

Bedeflagene i alle regnbuens farver, der blafrer i vinden. Synet af Dalai Lamas tidligere residens, Potala Paladset, der med majestætisk ophøjethed efterlader en følelse af ydmyghed hos beskueren.

Dalai Lama, som i disse dage besøger Danmark, fremkalder samme følelse hos mange, når de møder ham.

Romantiseret forestilling

- Mange af os her i Vesten har en romantiserende forestilling om Tibet som et spirituelt paradis med et enkelt og ustresset liv, hvor alle smiler til hinanden, siger en af landets mest erfarne meditationslærere og forfatter, Svend Trier, der har interesseret sig for buddhisme i en menneskealder og undervist i meditation i over 30 år.

Ikke mindst Dalai Lama selv har med sit milde væsen, sin smittende latter og livskloge belæringer taget de fleste af os med storm.

Og det er ikke mærkeligt, mener Svend Trier:

- Dalai Lama imødekommer et stigende behov i den vestlige verden efter en spiritualitet, som kan udgøre en modvægt til vores stressede og ofte hektiske livsstil, hvor vi har travlt med hele tiden at være på, siger han.

Tibet en slavestat

Mange kinesere har dog svært at forstå både Vestens fascination af Dalai Lama og modstanden mod Kinas tilstedeværelse i Tibet.

Som et af de sidste samfund i verden var Tibet en slavesamfund frem til 1951. Klostrene og selv Dalai Lama havde trælle. Stavnsbånd eksisterede stadig. De rige klostre kæmpede om magten, og magtmisbruget var stort.

Det, der i kinesisk selvforståelse ses som befrielsen af Tibet, skete, da kinesiske tropper trængte ind i Tibet i 1951 og gjorde en ende på det feudale klostervælde. I skolerne undervises børn om Tibets feudale fortid og forstærker opfattelsen af Kinas rolle som Tibets befrier.

Kina hjælper Tibet

Kineserne har postet milliarder ind i Tibet for at udvikle området, og mange kinesere mener, at Kina gør noget rigtig godt i den tilbagestående region.

Nybyggeri har betydet, at mange traditionelle, tibetanske bygningsværker er blevet jævnet med jorden, og det er der ikke meget nostalgi omkring. Det foregår alle steder i Kina.

Kineserne har bygget veje, skoler og hospitaler, sendt læger og lærere til det tibetanske plateau. I 1951 var der ingen skoler i Tibet. I dag er tallet 4.000.

Mange kineseres syn på Tibet kan på mange måder sammenlignes med danskernes syn på Grønland i 1960'erne: Et tilbagestående samfund, der skal hjælpes til modernisering.

Udvikling vigtigere end kultur

At der var behov for ændringer i samfundet i 1951 er uomtvisteligt.

I 1951 var den gennemsnitlige levealder på det tibetanske plateau 36 år, og 95 procent af tibetanerne var analfabeter.

Kun munkene lærte at læse og skrive. Klostrene fungerede som universiteter. Havde man ambitioner om lærdom, måtte man lade sig kronrage og afgive munkeløfte.

Tiden og udviklingen havde sikkert bragt forandringer med sig til Tibet uden Kinas indblanding. Men for kineserne er den slags gisninger uvæsentlige. Befrielsen var for dem nødvendig af en række årsager.

Tibet en kerneinteresse

Tibet er en kinesisk kerneinteresse. Ikke bare en interesse. Der er forskel. Kinesiske interesser er til forhandling, det er kerneinteresser ikke.

Det er drømmen om det forenede moderland, der ligger bag Kinas krav på Tibet. Kinas historiske rettigheder til Tibet blev udfordret i det tidlige tyvende århundrede, hvor Tibet gled ud af kinesernes kontrol.

I 1904 tvang englænderne den 13. Dalai Lama til at åbne Tibet op. Tibet er således en del af fortællingen om "ydmygelsens århundrede", hvor udefrakommende magter udnyttede, at Kina var svagt. En bitter pille for kineserne.

Hongkong, som Kina tabte til briterne under Opiumkrigen, er del af samme fortælling. Ligeledes er Taiwan, der stadig kontrolleres af det nationalistiske parti Guomindang, der flygtede til øen i 1949 efter at have tabt til kommunisterne i den kinesiske borgerkrig.

Mens Hongkong i 1997 vendte tilbage til moderlandet, er Taiwan stadig uden for Kinas kontrol. Det er en torn i øjet på kineserne. Taiwan er således en kerneinteresse på linje med Tibet.

Tibet som et tabt paradis og som feudal slavestat repræsenterer to yderpoler i forståelsen af, hvad Tibet er og var. Sandheden skal findes et sted midt i mellem. En ting er dog sikkert: Kina opgiver ikke Tibet. Dertil er suverænitetsspørgsmålet for vigtigt.

Facebook
Twitter